Om Dampmaskiner og Dampskibe
for den tekniske Skole paa Horten

63 man blot Zldstedsdsrene; derved formindfles imidlertid Dampudviklingen, uden at Brænd- selforbruget formindfles, og Aa-mng af Jldstedsdorene bør derfor kun benyttes som midlertidig Forholdsregel. Naar der er stoppet for godt, rages Gløderne ud af Ild- stederne og slukkes med Vand; det horer til god Dkonomi at varskoe om Stopningen noget iforveien, saa at der ikke kastes friske Kul paa kort for Ilden flal rages ud. Medfører Kullenes Bcflaffenhed at mange Smaakul falde igjennem Risterne, saa bor de samles og benyttes om igjen; derved faaes rigtignok noget mindre Damp, end naar blot friste Kul benyttes, men det hænder ofte, at man for en Tid ikke behover eller i alt Fald for økonomiens Skyld kan undvære endeel af Kjedlens Productionsevne. § 7. Næst ester god Fyring er regelmæssig Fodning end Betingelse for jevn og tilstrækkelig Dampudvikling. Fodepumpen giver-altid mere Vand end Kjedlen for- damper; nten man finder let ved Forsøg en saadan Stilling af Fodekranen, at Vand- standen i Kjedlen bibeholder sig uforandret. Hemmod den Tid, da Afblæsning flal finde Sted, lader man den stige noget, saa at man kan blæse ud den fornødne Mængde Vand uden at faae for lav Vandstand. Afblæsning bor i Almindelighed finde Sted hver Time og ikke sjeldnere end hveranden; hvormeget man skal blæse af, beroer paa hvormeget Salt Fodevandet indeholder. Soevandet i de storre Have indeholder omtrent 3%, og da man ikke vil have over 12% Salt i Vandet i Kjedlerne maa af Fo- devandet eller V3 af det fordampede Vand, altsaa Vs Kubikfod pr. Hestkraft og pr. Time blæses ud; ved Hjælp as Arealet af Vandfladen i Kjedlen beregnes let hvor meget denne Vandmængde bringer Vandstanden til at synke, og man lader da Bund- kranen være aaben indtil den forlangte Synkning er naaet. Denne Fremgcmgsmaade er imidlertid ingenlunde betryggende for længere Tid; thi Saltgehalten hos Fodevandet kan være lidt over de paaregnede 3%, og da vil Oplosningen i Kjedlen efterhaanden blive stærkere og begynde at afsætte Salt. Oftest er imidlertid Fodevandets Saltgehalt mindre, og man spilder da endeel Varme ved at blæse af mere end behøves. Begge disse Ulemper kan man undgaae ved Hjælp af Salinometret; prover man nemlig med dette Saltgehalten henimod den Tid, da Afblæsning skulde have fundet Sted, saa viser det sig, om man uden Skade kan bie længere eller blæse af lidt mindre; finder man ved Salinometrct storre Gehalt end 12°/o, saa er det naturligviis nødvendigt, saa snart som muligt at blæse af noget mere end XU af Fodevandet. Undertiden forsyner man Kjedlerne med Pumper (brine pumps), som drives af Maskinen og tage en vis Mængde af det salte Vand ud for hvert Slag; man undgaaer derved den Ujævnhed i Dampudviklingen, som let fremkommer ved Afblæsning af den storre Vandmængde Tid efter anden; men naar man bruger saadanne Pumper, eller stadig Afblæsning gjennem en Kran, som hele Tiden staaer lidt aaben, saa er der intet synligt Mærke paa at Afblæsning virkelig finder Sted, og Salinometrct maa derfor jevnlig benyttes. Uagtet Afblæsningen vil der efterhaanden i Kjedlerne afsætte sig dm saakaldte Kjedlcsteen, der bestaacr af forskjellige Stoffe, som Vandet indeholder oploft og lader falde ved en rin- gere Concentration end 12 % j Kalk og Leer ere af de hyppigst forekommende Bestanddele i Kjedlestenen. Ofte indeholder ogsaa Vandet forfljellige Stoffe opstemmede, og disse afsætte sig da for en Deel i Kjedlen som saakaldet Mudder. Enhver Kjedle behover derfor efter nogen Tids Brug at tommes ganfle og reengjores. Det vil, af hvad foran er anført om Kjedlestenens Modstand mod Varmeledningen, være klart, at man, langt fra at spare, tvertimod oder Brændsel ved at spare for meget paa Afblæsningen, hvortil