Om Dampmaskiner og Dampskibe
for den tekniske Skole paa Horten

 j men i Dampkjedeler tillader man ikke Oplosningen at blive nær saa stærk, da flere af de Stoffe, som Soevandet indeholder oploste, afsætte sig tidligere. 12 pCt. Salte hos Vandet i en Dampkjedle ansees som det Hoieste, som man uden Fare kan tillade; hvor- ledes en større Gehalt undgaaes, skal siden forklares. Jo større Mængde Salt en Oplosning indeholder, desto større er dens Egenvægt ved en given Temperatur. Egenvægten af mættet Saltoplosning ved 0° Temperatur er 1,205 ved Kogepunktet 1,15; men Egenvægten er ikke proportional med Saltholdigheden eller Temperaturen; til at bestemme en Oplosnings Saltzehalt ved Hjælp af dens Egen- vægt benytter man derfor særegne Flydevægter, der kaldes Salinometre; deres Visende maa, paa Grund af Egenvægtens Foranderlighed med Temperaturen, altid aflæses ved den Temperatur hos Oplosningen, ved hvilken Instrumentet er graderet. Den Temperatur, ved hvilken Oplosningen koger i fri Luft, stiger med Saltge- halten; Soevand koger forst ved 80Vs0 R., mættet Saltopløsning ved 86,7° og Koge- punctet stiger paa det nærmeste 0,17" N. for hver Procent Salt Oplosningen indeholder. I Man kan derfor ogsaa bestemme Saltgehaltcn ved Hjælp as Thermometret, naar man I bringer Oplosningen i Kog i et aabent Kar. Mærkes maa, at Dampen, som udvikles af en Saltoplosning, har samme Temperatur ved en given Spændkraft, som om den var i! udviklet af ferskt Vand. § 9. Varme kan udvikles paa mange sorskjcllige Maader. At Jorden faaer ben sterste Deel as sin Varme fra Solen, er bekjendt. Ved faste Legemers Gnidning mod hinanden opstaacr Temperatursorhoielse, der under gunstige Omstændigheder kan blive meget betydelig. Luftformige Legemers Sammentrykning og eleetnffe Udladninger ere ligeledes Varmekilder; den Varme, som benyttes til Dampdailnelsen, udvikles imidlertid altid ved Forbrænding af et eller andet Brccndematerial, som oftest Steenkul. Forbrændingen er en chemist Proces, hvorved en eller flere afBrændematerialietS Bestanddele forbinde sig med Luftens ene Bestanddeel til nye Legemer, ’ der med fælleds Navn kaldes Forbrændingsprodukter. De sædvanlige Brændematerialier, Vecd, Torv, I Steenkul, bestaae alle af Kulstofs Vandstof og Surstos, samt for Steenkullenes Vedkom- mende tillige Qvælstos og som oftest noget Svovl. Alkali, Kiseljord, Kalk og flere i lignende Stoffe foresindes ogsaa, for det meste i ringe Mængde, hos Brændematerialierne, og danne den efter Forbrændingen tilbageblivende Aske. Luften bestaaer af 1 Deel Surstof og 4 Dele Qvælstos; det er Surftoffets Forening med Brændematerialiernes Kulstof og Vandstos, som udgjor den væsentlige Deel af Forbrændingen, Varmekilden; Svovl og nogle andre af Brændematerialiernes Bestanddele forbrænde vistnok ogsaa, men have paa Grund af deres ringe Mængde ingen mærkbar Indflydelse paa Varmeudviklingen. Naar i tilstrækkelig Luft er tilstede, saa dannes ved Kulstoffets Forbrænding en Luftart, som kaldes Kulsyre, i andet Fald dannes Kuloxyd, der ogsaa er en Luftart, men brændbar; t begge ere farveløse og gjennemsigtige. Vandstoffets Forbrænding danner Vanddampe. Med disse Forbrændingsproducter blande sig Luftens Olvælstof, Brændematerialiets Qvælstos Dampene af det Vand, som Brændematerialiet indeholdt, deels i chemist Forening med sine øvrige Stoffe, deels mekanisk indblandet. Disse Stoffe, langt fra at udvikle nogen Varme, bortføre tvertimod en Deel af den, som udvikles ved Kulstoffets og Vand- stoffets Forbrænding. Det er især det mekanisk indblandede (hygroskopiske) Vand, hvoraf Træe og Torv holde fra 20 til 50 pCt., som ved sin Fordampning binder og bortforer Varme. At Strømmen af Forbrændingsprodukter, Nogen, altid er mere eller mindre