Luften Og Havet. En Veiledning Tilkjendskab Af Vind Og Veirlig 1867

2 Indledning. Vel er Solen den mægtigste Kilde til de meteorologiste Phænomener paa Jorden, og vel have ogsaa andre Himmel- legemer Indflydelse herpaa; men Undersøgelsen af, hvor- ledes Virkningen udgaaer fra disse Legemer, berører os ikke her, hvor vi kun ville betragte, hvorledes Virkningen modtages af Jorden. Himmellegemernes Bevægelser, deres Stilling imod Jorden og deres phhsiske Forhold ere Gjen- stande for Astronomiens Betragtning; her ville vi kun see hen til deres Virkning paa Jorden. Med en Betragtning af andre Himmellegemer ville vi derfor ikke beskjceftige os paa dette Sted. Man hører ofte det Sporgsmaal blive fremsat, hvorvidt det er muligt at forudsige Vejrliget. Mange benægte aldeles en saadan Mulighed, medens Andre fæste ubetinget Lid dertil, og begge Parter kunue til en vis Grad have Ret. Veirliget kan nemlig under mange Omstændigheder forud- siges, stjondt kun med eu vis Grad af Sandsynlighed og indettfor temmelig sttevre Grændser. At forudsige Aars- tidernes Komme, at det bliver varmt om Sommeren og koldt om Vinteren, hører uaturligviis ikke herhen; heller ikke saadanue almindelige Iagttagelser, som at der til en Tid af Aaret er mere Sandsynlighed for Regn end til en anden, at Tropernes Regntider vexle med de tørre Perioder, at Mousunerne skifte til bestemte Tider af Aaret, at den østlige Vind er fremherskende til en Tid, den vestlige til en anden, at Lynild og Torden i Reglen kun vise sig om Sommeren, og saaledes fremdeles; alt dette støtter sig til en Erfaring om de bestandig tilbagekommende Perioder. Net det, som man egentlig forstaaer ved at forudsige Vejr- liget, de saakaldte Veirspaadomme, kunne deles i tvende herfra sorskjellige Arter, nemlig de, der gaae ud paa lang Tid i Forveien at sige, hvorledes Veirliget vil blive — om MM.