Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

Elektriciteten i Jorden. 267 Wqvator, vel ikke nøjagtig i denne Linie, men i en anden i sig selv tilbageløbende noget uregelmæssig Linie, der flærer Wqvator i to Puncter og ikke fjerner sig langt fra denne. Er denne Forudsætning rigtig, da maa det ligeledes antages, at det er denne elektriske Strøm, som bringer Magnetnaalen til at pege imod Nord, eller som tvinger Magneten til at stille sig lodret paa den Retning, i hvilken Strømmen bevæger sig, saa at det, vi kalde Jordmagnetisme, ikke er andet end elektriske Strømme. Det er bekjendt, at en Magnetnaal, der ophænges saaledes, at den ikke alene kan dreie sig rundt omkring Midten i Horizontalen, men ogsaa vise op og ned med Enderne, vil, naar den overlades til sig selv, efter endeel Svingninger frem og tilbage, indtage en saadan Stilling, at den peger mod Nord — det magne- tiske Nord — og helder nedad mod Horizonten med den ene Ende. Størrelsen af denne Holding er forskjellig efter det Sted paa Jorden, hvor Magnetnaalen ophænges. Er det paa den Linie, som ovenfor er angiven for den elektriske ZEqvatorstrøms Retning, og som kaldes den magnetiske Wqva- tor, da er Heldingen 0°, det vil sige Naalen hænger hori- zontal. Gaae vi fra denne Linie imod Nord, da helder Naalens Nordende nedad, og gaae vi imod Syd, da Helder- Sydenden nedad. Dette synes at bekræfte Rigtigheden af den antagne elektriske Strøm; men vi kunne gaae endnu videre. I en vis Afstand fra den magnetiske Wqvator vil Naalen helde s. Ex. 10°, og forenes alle de Puncter paa Jorden, hvor Heldingen er 10°, med en Linie, da frem- kommer der ligeledes en uregelmæssig, i sig selv tilbage- løbende Linie, der er onurent parallel med den magnetiske sEqvator. Jo længere vi fjerne os fra denne Wqvator, desto større bliver Heldingen, saa at der sremstaaer nye Linier, der forene alle de Puncter, hvori Heldingen er 20°,