Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

272 Elektriske Skyer. Det var ven berømte Phhsiker Otto v. Guericke, Luft- pompens Opfinder, som midt i det syttende Aarhundrede første Gang frembragte en elektrisk Gnist, hvis klare Lys i Forening med den ledsagende, knækkende Lyd, bragte ham paa den Tanke, at det storartede Phænomen i Naturen, Lynilden og Tordenen, maatte have en lignende Oprindelse. Det directe Beviis herfor blev dog fyrst leveret omtrent hundrede Aar senere, da Franklin fik den heldige Jdee, at uddrage Elektricitet af selve Skyerne. Det var i Juni 1752, at han opsendte en med en metallisk Spids forsynet Drage, der fastholdtes ved en Snor, imellem nogle forbiflhvende Skher, som antoges at være elektriske — men Forsøget vilde ikke lykkes; efter nogen Tids Forløb begyndte der at falde en fiin Regn, Snoren blev fugtig, hvorved den tillige blev en god Leder for Elektriciteten, og strax efter begyndte Trevlerne paa Snoren at reise sig. Ved at holde Fingeren hen imod denne, kunde Franklin nu ogsaa udtrække elektriske Gnister deraf. For at gjøre sig en Forestilling om Elektricitetens Virk- somhed i Atmosphceren, maa man først tænke sig, hvorledes denne er fordeelt. Der, hvor der foregaaer en stærk For- dampning, udvikles ogsaa megen Elektricitet, saa at denne Kraft maa findes i større Mængde i Troperne end over de kolde Zoner. De fleste Skyer, navnlig de, som ere skarpt begrcendsede, ere mere eller mindre elektriske, i Reglen positive, undtagelsesviis negative. En saadan Sky maa, endskjvndt den er dannet af en uendelig Mængde smaa Vandblcerer, der hver for sig kunde tænkes elektriske, dog betragtes som et stort Legeme, i hvilket Elektriciteten søger imod Overfladen, altsaa langsmed Skyens Grcendser. Disse Skyer svæve i Luften, som er en Isolator, hvorved Elek- triciteten holdes tilbage i dem. Alle Skyer ere Ledere, og