SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

59 choli nævnes endnu Stansning af Menstruationen hos Kvinder og af Hæmorrhoidalblødning hos Mænd. Som et Par af de anførte Ytringer viser, har Ar- chigenes iagttaget, at Melancholi kan være Indled- ningen til Afsind (^avia); om Overgangen bemærker han,1) at Vanvid i Reglen indtræder, naar den ned- trykte Sindsstemning stødvis afløses af Lettelse og Opstemthed. Ogsaa Sammenhængen mellem Epilepsi og Sindssyge er han klar over; »Epilepsi kan under- tiden ogsaa slaa om til Vanvid«, hedder det;2) hvis Epilepsien varer ved og de angrebne ikke retter sig helt efter Angrebene, bliver de sløve, deprimerede, menneskesky og uomgængelige, ikke engang Alderen kan mildne dem, de sover daarligt, har onde og ab- surde Drømme, mister Appetiten, lider af daarlig Fordøjelse, faar en usund, blygraa Ansigtsfarve, Tæn- keevne og Sanser afstumpes, de hører daarligt, har Summen i Hovedet, taler utydeligt eller forkert, og ender i complet Sløvsind.2) Endnu udførligere skildres den anden Form af Sindssyge, Mania.3) Dens Ytringsformer er mangfol- dige, men i sit Væsen er den en og samme Sygdom: en generel, chronisk »Ekstase« uden Feber; træder Feber til, er det kun accidentielt. Fra Feberdelirier og acute Anfald af Sindsforvirring som Følge af Drik eller Forgiftning (f. Ex. ved Mandragora eller Bulme- urt) adskilles den egenlige Mania let ved sin Varig- hed, medens de andre Tilfælde, der skyldes tilfældige *) Aretaois, Om chroniske Sygdommes Aarsager I 5. 2) Smst. I 4. 3) Smst. I 6.