SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

forandring ønskelig; det kan ogsaa anbefales ham at høre Philosophernes Forelæsninger, der »ved deres Ord fordriver Frygt, Bekymring og Vrede.«1) Hvis Sygdommen ikke vil vige, maa man gjentage Behandlingen fra de første Stadier; Motion og for- nuftig Diæt er Hovedsagen; ogsaa Musik anbefales. Desuden angives forskjellige Medicamenter, særligt Helleborus, og andre Cure, f. Ex. at udsætte Lege- met for Solskin, saaledes at Hovedet er tildækket, Brugen af naturlige mineralske Vande, der dog ikke maa være for ildelugtende, Rejser tillands og tilvands, samt Adspredelser. Mod Susen for Ørene anbefales Udskylning med forskjellige skarpe og rensende Op- løsninger. At Sygdommen er hævet, viser sig ligesom hos Epileptikerne2) derved, at Søvn, Appetit og sund Farve vender tilbage, at Fordøjelsen foregaar regel- mæssigt, og at de sædvanlige Arbejder kan udføres uden Overanstrængelse i længere Tid. Til denne Fremstilling af sin egen Therapi knytter Soranos efter sin Sædvane en skarp Kritik af sine Forgængere. Den ogsaa hos Celsus bekæmpede Regel, at Sygeværelset skal være mørkt, forkastes, fordi mange sindssyge er bange for Mørke, og fordi den strider mod Sygdommens restringerende Natur, der netop kræver Lys som Modvægt. Ligeledes misbilliges altfor kraftige Sultecure, der svækker den syge for stærkt; naar man har villet begrunde dem ved at henvise til, at vilde Dyr lettest tæmmes ved Sult, finder Soranos denne ’) Der tænkes altsaa paa Moralprækener af Stoikere og Kynikere, der bekæmper de menneskelige Lidenskaber. 2) Caelius Aurelianus, anf. St. 1 4. 4*