SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

59 som bærer Himlen, og gaar i en stadig Skræk for at blive træt og tabe den og derved knuse sig selv og sine Omgivelser. Angst og Depression, Utilfredshed med Livet og Menneskehad er fælles for alle Melan- cholikere; Længsel efter Døden findes derimod ikke hos alle; hos nogle bestaar tvertimod Sygdommen væsenligt i en stadig Angst for at dø, andre er baade bange derfor og ønsker det samtidigt.1) Med Hensyn til Ætiologien sondrer Galenos mellem 3 Former, idet den sorte Galde enten kan have be- mægtiget sig hele Legemet eller have angrebet Hjer- nen alene,2) eller endelig Sygdomskilden kan være Maven. Den sidste Form kaldes Hypochondri3) og beskrives efter Diokles som ledsaget af Mavesmerter, Opstød og Opkastninger, der bringer Tandkjødet til af bløde, rigelig Spytafsondring, Brænden i Hypo- chondrierne osv.4) Therapien er noget forskjellig for de forskjellige Former, men Hovedmidlerne er Aareladning (naar hele Legemet er angrebet) og Purgeren, især ved Opkastning; som Medicament anbefales Helleborus.5) Galenos foretrækker Purgeren for Aareladning;6) den bør foretages tidligt paa Foraaret.7) Af sin egen Praxis nævner han en Mand, der hvert Aar fik et Anfald af Melancholi, hvis han ikke purgerede, men denne Cur VIII S. 190. 2) VIII S. 181 ff. 3) VIII S. 342. 4) VIII S. 186. 5) XIV S. 741; V S. 152. 6) XI S. 341, 544. ’) XI S. J45- —-