Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

Forfatter: V. A. Poulsen

År: 1884

Forlag: Chr. Steen og Söns Forlag

Sted: København

Sider: 186

UDK: 616

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 216 Forrige Næste
87 derved opstaa. Det har nu vist sig ved Forsøg, at Kolera- Bakterier, som vare anbragte paa Foderet, gik uskadte ud af Dyret igen; ti man kunde atter rendyrke dem af Exkrement- erne. Desuden ere de ofte blodige Exkrementer af syge Dyr farlige Smittebærere, og Sygdommen vil kunne ind- skrænkes, ja muligvis hæves ved fuldstændig Udvadskning og Renligholdelse af Hönsegaarden under Smitsoten. Det træffer sig saa, at Hönsene ingenlunde ere de eneste Dyr, som kunne lide af den nys beskrevne Organisme. Baade Hunden og Hesten samt mange andre af Dyrene i en Avlsgaard angribes, men Sygdommen er ikke altid dødelig hos dem, selv ikke naar den indpodes dem. Vi kunne anføre Pasteurs egne Ord om dette Punkt: > Hos Marsvin ser man ofte, navnlig i en vis Alder, at kun det indpodede Sted angribes, hvor der da i Regelen danner sig en mere eller mindre om- fangsrig Byld. Efter at denne er brudt op af sig selv, læges Saaret, og Dyret kommer sig uden saa meget som at have tabt Ædelysten og er i al Fald tilsyneladende i bedste Vel- befindende. Undertiden kan Bylden vare i nogle Uger, og i dens Materie vrimler der af utallige Hönsekolerabakterier. En saadan Byld skyldes disses Livsproces og er en Kilde, fra hvilken man kan skaffe sig disse Væsener uden at ofre For- søgsdyret; i dette bevare de derimod deres Livskraft imellem Puscelierne og findes der stadig i ganske ublandet Tilstand. Bylden er en Art Rendyrkning af dem; Beviset herfor er, at Höns, som indpodes med en Ubetydelighed af Materien, meget hurtig dø af Kolera, medens Marsvinet, der forsynede os med Indpodningsstoffet, snart efter kommer sig. Höns og Kaniner, der levede sammen med Marsvin, som led af saadanne Bylder, kunde pluselig blive syge og dø, uden at der var den mindste Forandring at iagttage hos Marsvinene. Det var tilstrækkeligt, hvis blot en Smule af en bristet Bylds Indhold var flydt over Bredderne og havde smittet Hönsenes og Kaninernes Foder; hvis man uden at kende den her omtalte Sammenhæng blev Vidne til et saadant Tilfælde, vilde man sikkerlig falde i For- bavselse over den pludselige Udtynding i Hönsenes Rækker, og muligvis begynde at tro paa, at Sygdommen var opstaaet