Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

90 den særlige Form, som kaldes Pyæmi, og hans Iagttagelser, der viste Bakterier i de smaa Bylder og Pusansamlinger, som ere ejendommelige for denne Sygdom, have senere Forskere kun kunnet bekræfte; Bi r ch - Hi r s c h fe i d undersøgte (1873) Blodet i det syge Legeme og fandt derved den vigtige Kends- gerning, at det ogsaa indeholdt Bakterier, hvis Mængde netop heri stod i ligefremt Forhold til Sygdommens Styrke og almindelige Forløb. Fortjenesten af at have paavist, ad hvilken. Vej Bakterierne fra de aabne Saar naa over i Blodbanerne, skyldes Klebs. — Hvad en anden Saarsygdom, Septikæmien, angaar, vidste man indtil 1878 egenlig kun grumme lidt; i ganske enkelte Tilfælde havde man set Bakterier i Blodet, men Kundskaben paa det Omraade var dog temmelig usikker. En Ting er det imidlertid at paavise Mikroorganismernes Tilstedeværelse; en helt anden bliver det at udfinde Forholdet imellem dem og Sygdommen; hvad dette Punkt angaar, vare Meningerne i den Grad delte, at nogle antog, at det var Saarets Materie, som smittede Blodet, andre derimod, at Syg- dommen havde indre Aarsager, og at Saarets Forværrelse var et Punkt af anden Rang. Talrige Forsøg bleve anstillede for at klare Sagen, men da man i Almindelighed udførte disse saaledes, at der i levende Dyr indspröjtedes större eller mindre Mængder af forraadnede Vædsker eller Blod af Individer, der vare døde af saadanne Saarfebre, kunde man i Virkeligheden ikke være sikker paa, hvorvidt det var de indførte Bakterier eller selve Vædsken, der vare Sygdommens Bærere. Paa dette Omraade træffe vi igen Franskmanden Dava i ne, der sluttede sig til Bakteriernes Virksomhed bl. a. deraf, at de Virkninger, han opnaaede ved sine Indsprøjtninger, og de Forandringer, han traf i de dratbte Dyrs Organer ved Undersøgelsen af deres Lig, altid vare de samme, ligegyldig, om han havde benyttet raadent, pyæmisk Blod, Blod af Barselfeberpatienter eller af Skarlagensfeber-, Koppe- eller Typhussyge. Ved hans, saavel som ved mange andres talrige Forsøg mente man at have iagttaget, at efterhaanden, som Sygdommen overførtes fra det ene Dyr til det andet, steg Blodets Virulens, det vil sige, dets giftige eller smittebærende Evne blev större og större.