Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

\ 167 Med Hensyn til Nutidens Artsopfattelse hos saadanne Planteformer, hvor Fejltagelser af den sidst omtalte Beskaffen- hed ikke kunne indsnige sig, er det meget interessant at sé, at saa godt som alle Afskygninger i Opfattelsen have deres Forkæmpere. Nogle gaa saa vidt, at de kalde enhver fra de hidtil fundne blot lidt afvigende Form for en egen Art, og disse især den franske Skole tilhørende Borskere ere ikke langt fra at opstille selv paa et ganske lille geografisk Omraade lige saa mange »Arter«, som der er Dage i et Aar. Andre, navnlig enkelte tyske Botanikere, gaa til den modsatte V der- lighed og søge at samle saa mange forskellige Former som muligt i én eneste Art. Imellem disse Yderligheder befinde de øvrige, artsopstillende Forskere sig; man sér, i hvor höj Grad subjektive Opfattelser selv i en saa objektiv Videnskab som Naturhistorien kunne göre sig gældende. Dette lader sig kun forklare paa Grundlag af én Lære: den Darwinske Ud- viklingslære, som giver os Nøglen til Forstaaelsen. af »Arternes« indbyrdes Forhold. Lin né, Botanikens Fader havde sat sig det som sit vigtigste Formaal at skaffe Orden i det daværende naturhistoriske Kaos; hans Missjon var væsenlig at give skarpt begrænsede Regler baade for, hvad man skulde forstaa ved dette eller hint beskrivende Udtryk, og for, hvad man havde at henføre til denne eller hin Art; selv hans kortfattede, tydelige, latinske Sprog er ejendommeligt for hans hele Methode. For ham var der lige saa mange Arter, som der fra Begyndelsen af (senere hedder det hos ham: i Princippet) var skabt forskellige Former, og han gaar stadig ud fra, at den én Gang skabte Art ikke senere kan lide nogen Forandring. Darwin, den nyere Naturhistories Reformator, anerkender ikke denne Læresætning om Artens evige Uforanderlighed; han optog og udførte videre en ældre fransk Anskuelse fremsat i 1801 af Lamarck, at Formerne langt fra ere uforanderlige, men at de tværtimod idelig undergaa Ændringer, hvorved nogle faa, oprindelige Former i Tidens Løb have udviklet sig til dom, vi nu have, hvorved man stadig føres til nye Former. En skarp Adskillelse mellem Arterne er derfor i