Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

Forfatter: V. A. Poulsen

År: 1884

Forlag: Chr. Steen og Söns Forlag

Sted: København

Sider: 186

UDK: 616

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 216 Forrige Næste
saaledes forsynedes med frisk Ilt. Allerede fra den første Dyrkning i Blod, beretter Buchner, viste det sig, at Høbacillerne havde forandret Natur. De ellers i andre Vædsker saa ejen- dommelige, faste Hinder, disse Væsener pleje at danne paa. Overfladen, vare her mere slimede og løse; en svag Rysten var tilstrækkelig til at faa dem til at synke til Bunds. En fuldstændig Forvandling til fuldkomment Miltbrand-lignende Voxemaade lykkedes ganske vist ikke, men Buchner tilskriver dette den Omstændighed, at man i Dyrkningsglassene aldrig vil kunne faa en Blodvædske, der i ét og alt ligner den, som kredser om i Legemet. Ved Indpodning af denne saaledes om- formede Høbakteries Sporer paa Mus lykkedes det, skønt langt fra i alle Tilfælde, at frembringe en Sygdom, der bl. a. havde ét Kendemærke tilfælles med ægte Miltbrand: Milten svulmede stærkt op, og der fandtes Baciller i Blodet, som ved ny Ind- podning atter viste sig dræbende. Der behøvedes vel ikke som ved Indpodning med utvivlsom Miltbrand forsvindende Mængder til at fremkalde Sygdommen, men Buchner tog dog ikke i Betænkning at ansé den paaførte Sygdom for lig med den nævnte, saa meget mere som Ligheden imellem Bakterierne var slaaende; han mente altsaa hermed at have godtgjort Sammenhængen mellem Hø- og Miltbrandbacillerne, som altsaa kunstig skulde kunne overføres i hinanden. — Man har sjældent sét noget nyt fremkomme, uden at det jo fra én eller anden Side, maaské fra alle, er bleven mod- taget med Mistro; i Videnskaben slaar man sig ikke til Ro med Forsikringer om, at en Sag forholder sig paa denne eller hin Maade, men først efter at andre ogsaa have kunnet overbevise sig selv om dens Rigtighed, ansés den for bevist. Det gik selvfølgelig ikke Buchners mærkelige Forsøg bedre. Den, der nu om Stunder har udviklet Rendyrknings- methoderne til störst Fuldkommenhed, er Robert Koch i Berlin, der ved sin Ansættelse ved »Gesundheits-Amt«-et har faaet et herligt Materiale og et udmærket Laboratorium til sin Raadighed. Det er derfor ikke forunderligt, at han under- kastede Bue huers Forsøg en skarp Kritik, for hvilken de des- værre viste sig ikke at kunne bestaa.