Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme
Forfatter: V. A. Poulsen
År: 1884
Forlag: Chr. Steen og Söns Forlag
Sted: København
Sider: 186
UDK: 616
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
saaledes forsynedes med frisk Ilt. Allerede fra den første
Dyrkning i Blod, beretter Buchner, viste det sig, at Høbacillerne
havde forandret Natur. De ellers i andre Vædsker saa ejen-
dommelige, faste Hinder, disse Væsener pleje at danne paa.
Overfladen, vare her mere slimede og løse; en svag Rysten
var tilstrækkelig til at faa dem til at synke til Bunds. En
fuldstændig Forvandling til fuldkomment Miltbrand-lignende
Voxemaade lykkedes ganske vist ikke, men Buchner tilskriver
dette den Omstændighed, at man i Dyrkningsglassene aldrig
vil kunne faa en Blodvædske, der i ét og alt ligner den, som
kredser om i Legemet. Ved Indpodning af denne saaledes om-
formede Høbakteries Sporer paa Mus lykkedes det, skønt langt
fra i alle Tilfælde, at frembringe en Sygdom, der bl. a. havde
ét Kendemærke tilfælles med ægte Miltbrand: Milten svulmede
stærkt op, og der fandtes Baciller i Blodet, som ved ny Ind-
podning atter viste sig dræbende. Der behøvedes vel ikke
som ved Indpodning med utvivlsom Miltbrand forsvindende
Mængder til at fremkalde Sygdommen, men Buchner tog dog
ikke i Betænkning at ansé den paaførte Sygdom for lig med
den nævnte, saa meget mere som Ligheden imellem Bakterierne
var slaaende; han mente altsaa hermed at have godtgjort
Sammenhængen mellem Hø- og Miltbrandbacillerne, som altsaa
kunstig skulde kunne overføres i hinanden. —
Man har sjældent sét noget nyt fremkomme, uden at det
jo fra én eller anden Side, maaské fra alle, er bleven mod-
taget med Mistro; i Videnskaben slaar man sig ikke til Ro med
Forsikringer om, at en Sag forholder sig paa denne eller hin
Maade, men først efter at andre ogsaa have kunnet overbevise
sig selv om dens Rigtighed, ansés den for bevist. Det gik
selvfølgelig ikke Buchners mærkelige Forsøg bedre.
Den, der nu om Stunder har udviklet Rendyrknings-
methoderne til störst Fuldkommenhed, er Robert Koch i
Berlin, der ved sin Ansættelse ved »Gesundheits-Amt«-et har
faaet et herligt Materiale og et udmærket Laboratorium til sin
Raadighed. Det er derfor ikke forunderligt, at han under-
kastede Bue huers Forsøg en skarp Kritik, for hvilken de des-
værre viste sig ikke at kunne bestaa.