Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

Forfatter: V. A. Poulsen

År: 1884

Forlag: Chr. Steen og Söns Forlag

Sted: København

Sider: 186

UDK: 616

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 216 Forrige Næste
42 Sjette Kapitel. Svovlbrinte-Bakterierne. Medens vi endnu tale om Forraadnelsesprocesserne, vil det være passende at omtale en i Naturen forekommende, som vi alle kunne have Lejlighed til at iagttage, og som frembyder os nogle af de interessanteste og smukkeste Bakterieformer, der tillige ere nogle af de störste, man kender. De af mine Læsere, som bo ved Stranden, især ved Steder, hvor der er lidt smult Vand med mange Smaavige, eller hvor Aaløb og Kanaler passere meget flade Enge, i hvilke der ved Lavvande efterlades Pytter med henraadnende Tang, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet langs Kallebod- strand ved København eller ved Nordsjællands Kyster paa saa mange Punkter, ville have bemærket, at Stranden om Sommeren ofte udsender en höjst ubehagelig Lugt som af raadne Æg. Denne Lugt hidrører fra Svovlbrinte; den er i og for sig ikke sund og er naturligvis et Produkt af Tangens og Mudderets Henraadnen. Belærte af det ovenfor udviklede ere vi strax tilbøjelige til at anse Bakterier for Ophavmændene til denne; ville vi i et Glas hjemføre en Del af dette Mudder og undersøge den stinkende Vædske under Mikroskopet, blive vi ogsaa snart Masser af dem var, og det er ikke én eller nogle faa Former, som møde Öjet, men vi kunne finde baade Mikrokokker, Spiriller, lange Traade og kortere Stave. Vi bemærke tillige, at de henraadnende Tangstumper paa mange Steder ere be- dækkede med et blegrødt, lidt grødet Overtræk af Bakterier, der have sat sig til Ro paa dem; ude i Naturen er dette ofte meget i Øjne faldende: hele Strækninger langs Kysterne kunne have denne Farve, ja et Sted ved en Vig paa Mols er den endog saa konstant, at Folkene der paa Egnen kalde Stedet »det røde Hav«. Ved de mest karakteriske af disse Mudder-