Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme
Forfatter: V. A. Poulsen
År: 1884
Forlag: Chr. Steen og Söns Forlag
Sted: København
Sider: 186
UDK: 616
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
42
Sjette Kapitel.
Svovlbrinte-Bakterierne.
Medens vi endnu tale om Forraadnelsesprocesserne, vil
det være passende at omtale en i Naturen forekommende, som
vi alle kunne have Lejlighed til at iagttage, og som frembyder
os nogle af de interessanteste og smukkeste Bakterieformer,
der tillige ere nogle af de störste, man kender.
De af mine Læsere, som bo ved Stranden, især ved
Steder, hvor der er lidt smult Vand med mange Smaavige,
eller hvor Aaløb og Kanaler passere meget flade Enge, i
hvilke der ved Lavvande efterlades Pytter med henraadnende
Tang, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet langs Kallebod-
strand ved København eller ved Nordsjællands Kyster paa saa
mange Punkter, ville have bemærket, at Stranden om Sommeren
ofte udsender en höjst ubehagelig Lugt som af raadne Æg.
Denne Lugt hidrører fra Svovlbrinte; den er i og for sig ikke
sund og er naturligvis et Produkt af Tangens og Mudderets
Henraadnen.
Belærte af det ovenfor udviklede ere vi strax tilbøjelige
til at anse Bakterier for Ophavmændene til denne; ville vi i
et Glas hjemføre en Del af dette Mudder og undersøge den
stinkende Vædske under Mikroskopet, blive vi ogsaa snart
Masser af dem var, og det er ikke én eller nogle faa Former,
som møde Öjet, men vi kunne finde baade Mikrokokker,
Spiriller, lange Traade og kortere Stave. Vi bemærke tillige,
at de henraadnende Tangstumper paa mange Steder ere be-
dækkede med et blegrødt, lidt grødet Overtræk af Bakterier,
der have sat sig til Ro paa dem; ude i Naturen er dette ofte
meget i Øjne faldende: hele Strækninger langs Kysterne kunne
have denne Farve, ja et Sted ved en Vig paa Mols er den
endog saa konstant, at Folkene der paa Egnen kalde Stedet
»det røde Hav«. Ved de mest karakteriske af disse Mudder-