Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

52 kaldte T a n d k i t [IX a 4] ; Tandbenet rager ogsaa op over Kæben, men dette Parti, Kronen, som det kaldes, er bedækket af en skinnende hvid Hætte, der strækker sig lige ned til Tandkødet og hedder hm a I j e n [IX a 1]; dette glatte og porcellænsagtige Stof er ligesom Tandbenet en Art Knokkelsubstans, altsaa fosforsurt Kalk, men det afviger fra sidstnævnte ved sin overordenlige Haardhed, hvis Nytte er let at indsé, naai man husker paa Tændernes Bestemmelse. Inderst i Tandbenet er der en Hul- hed, der igennem en fin Kanal udmunder i Tandrodens Spids. Denne Hulhed fyldes af en blød, nerverig og med Følelse begavet Masse, Tandmarven eller Tandkimen [IX a 3]. Igennem en Pore træder denne i Forbindelse med Kæbebenets Følenerve og modtager ad samme Vej de fine Aarer, som til- føre den det Blod, uden hvilke Tanden ikke kunde ernæres. For nærmere at lære Tandbenet og Emaljens Bygning at kende, maa vi slibe et yderst tyndt Længdesnit gennem Tanden og studere det under Mikroskopet. Vi se da, at Tandbenet er gennemboret af en Mængde, yderst fine, stærkt grenede Kanaler [IX e], Tandbenskanalerne, som udgaa fra Fandmarvshulen, i deres indre Partier indeholde Forlængelser fra Tandmarven og straale ud imod Emaljen; denne bestaar af en Mængde, sexkantede, gennemsigtige Prismer, der slutte meget fast sammen, og som ovenfra sete ligne en Brolægning. Det er en kun altfor vel bekendt Sag, at Tænderne kunne blive syge; det er fremdeles en saa almindelig Erfaring, at vi desværre vel næsten alle selv have gjort den, baade V oxne og Börn, at Sygdom i disse vigtige Organer kan være ledsaget af en saa vedholdende og liæftig Smærte, at vi ville give meget for at blive den kvit igen. Det er ikke nok med, at Humeuret paavirkes, at vi distraheres i vor daglige Gerning' af denne slemme Gæst, som hedder Tandpine, men under en i længere Tid fortsat Tandsygdorn lide vore Fordöjelses- organer, og Maven kommer i Uorden«, som det hedder sig, altsammen af den Grund, at Føden ikke kan behandles til- strækkelig i Munden. Nu er det ikke al Pine af denne Art, som har samme Aarsag; der gives saadanne Tandsmerter, som ere af ren nervøs Oprindelse, og under hvilke selve Tænderne