Kortfattet Lærebog i den uorganiske Chemie

Forfatter: Julius Thomsen

År: 1850

Forlag: Universitetsboghandler C. A. Reitzel

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 91

UDK: 546 Tho TB gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000113

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 102 Forrige Næste
10 indlysende, at man ikke kan fremstille en Forbindelses Sammenn- sætning paa en noiagtigere Maade end netop ved disse, idet de nemlig angive baade de tilstedeværende GrUndstoffer, deres ind- byrdes Charakteer og den Mængde, hvori de ere tilstede. Om Foreninger og Adskillelser L Almindelighed. I det Foregaaende have vi betragtet Stoffernes alminde- lige Charakteer og Udviklet GrUndloven for de chemiske Forbin- delsers Vægtforhold; vi ville mi henvende Opmærksomheden paa Maaden, hvorpaa Stofferne forenes, eller alt bestaaende Forbin- delser adskilles. Uagtet vi paa dette StandpUnkt ikke kunne Ud- vikle de herhenhorende Love i deres Heelhed, ville vi doz give et kort Overblik over de forskjellige Fremgangsmaader. Den Kraft, som spiller den vigtigste Rolle ved Foreninger og Adskillelser, er Affiniteten, om hvilken vi alt vide, at den er forskjellig imellem de forskjellige Stoffer. Er Affiniteten mellem to Stoffer stor, og disse unter saadanne Forhold, at de kunne indvirke paa hinanden, danner Forbindelsen sig let og ligefrem; ere disse Betingelser derimod ikke opfyldte, maa man enten soge at foroge Affiniteten, eller ogsaa maa Forbindelsen dannes ad en Omvei. Nogle Exempler ville oplyse dette. Chlor og Qvik- solv ere Grundstoffer, som have en stærk indbyrdes Affinitet; hiint er en Luft, dette en Væd ske. Lader man Qviksolv hen- staae i et Kar, fyldt med Chlorlust, vil Foreningen soregaae; Luften forsvinder tilsyneladende, idet den forener sig med Qvik- solvet og danner et hvldt Pnlver, som er Chlorqviksolv. Svovlet forener sig ikke ved almindelig Temperatur med Ilt, men ophe- des det til 260°, vil det antændes, og Forbrændingers antyder, at Foreningen foregaaer; altsaa har Varmen foroget Affiniteten mellem Svovlet og Ilten. Et lignende Forhold finder Sted ved Oviksolvet, som forst forener sig med Ilt ved en Opvarmning til 360°, ved hvilken Temperatur det koger. Men opvarmes det bamlede Qviksolvilte endnu stærkere, vil det atter adskilles i sine Bestanddele, i Qviksolv og Ilt. Di see heri altsaa et Exempel paa, at en forhoiet Varme kan fowge Affiniteten og