Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Emne: Efter den franske Originals tredie Oplag

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
166 Jordklodens Bjerge og Sletter. ikke destomindre strax Bestigningen af Jbi-Gamins steile Klippesider, idet vi trængte frem over en Sneemark, der var saa fnld af Revner og Kloster, at vi hvert Meblik maatte gjore lange Omveie. Klokken to var det os imidlertid aldeles umuligt at komme videre; to af vore Folk vare blevue angrebne af Bjergsyge og havde derfor maattet efterlades undervejs, og hvad os selv angik, da følte vi os saa udmattede at Anstrængelse og Træthed, som det aldrig nogen- sinde havde været Tilfældet for. Det var ikke nogen vid Udsigt, der aabnede sig for vort Blik, da vi bestandig vare omgivne af Skyer, men undertiden skilte disse sig dog lidt ad og lod os see den Krands af Gletschere, der omgive Jbi-Gamin. Det hoieste Pnnkt, vi naaede, laae efter noiagtig Beregning 21580 Fod over Havet". „Klokken to begyndte det at blæse temmelig stærkt fra Nord, og vi maatte derfor tænke paa at vende tilbage. Blæsten tog mere og mere til, efterhaanden som vi steg nedad, og det maatte derfor ansees som et stort Held, at vi dog tilsidst alle i god Behold ankom til Leiren om Aftenen. Jbi-Gamins Top viste sig endnu flere Gange i Aabningen mellem Skyerne, malerisk belyst af den nedgaaende Sols glodende Straaler, og det var ikke uden en vis indre Tilfredsstillelse, at vi kastede Blikket tilbage paa den nylig tilbagelagte Vei, som Diet endnu kunde folge lige til det hoieste Punkt, vi havde naaet. Vi vare allerede forud fra vor Reise i Thibet temmelig vante til at opholde os i betydelige Hvider, men denne Gang var der dog ingen af os, uden at han led meget derved. Vi plagedes navnlig alle af Hovedpine og af Ondt i Dinene, det sidste især paa Grnnd af de Skyer af fintfordeelt Snee, som Stormen bestandig pidskede os lige i Ansigtet. Natten var endnu værre. Vi havde ikke noget til at gjore Ild med. Vinden truede hvert Dieblik med at sønderrive vort Telt, og Knlden var meget stærk. Alle vore Forere med Undtagelse af een eneste Mand vare ganske forknytte og aandsslove. Henimod Kl. ni den naste Morgen blev Veiret imidlertid lidt mildere, og vi brod derfor strax op for at naae vor anden Leirplads fra den næstforegaaende Nat, der havde en meget gunstigere og lunere Beliggenhed".