Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Jordklodens Bjerge og Sletter. 173 forskjellige Bjerge og Hoilaude fvrdeelte ligeligt over hele denne Verdensdeels Overflade, vil Middelhøjden af samme imidlertid komme til at udgjore over N00 Fod, hvilket er betydeligt mere eild buade Europas og Amerikas Gjeuuemsuitshoide. . I den vestlige Deel af det ostasiatiske Bjergsystem, det saa- kaldte Bolor-Tag, studes blandt andet det endnu kun lidet be- kjendte Hoilaud Pamir, som Kirghiserne kalde „Verdens Tag", og som den beromte Rejsende fra Middelalderen, Venetianeren Marco Polo, omtaler paa folgende Maade: „9 dette Hoilaud studes der eil Slette, gjenttemstrommet af en smuk Flod og prydet med den skjonueste Grcesvæxt i Verden, thi en nok saa mager Hoppe vilde i ti Dage kunne blive glindsende fed ved at græsse der. Der udkræves eu Reise af ti Dages Varighed gjeuuem ode Bjergegne, hvor man hverken seer Boliger eller Græsgange, for at naae denne Bjergslette. Der findes heller ingen Fugle paa denne Vei paa Grund af Bjergenes Hoide og den stærke Kulde, og Ilden, man autænder der, er hverken saa livlig eller saa varm som paa andre Steder, saa at man endog har Vanskelighed ved at faae Kjodct til- strækkelig kogt i disse Regioner". Dell Flod, Marco Polo omtaler, er sandsynligviis Amu- Darja, de Gamles Oxus, der netop udspringer i disse Egne for senere at udtomme sit Vaud i Aralsoen. I Februar 1838 besøgte Capitain Wood disse ode Bjergsletter og traf da i en Hoide af omtrent 15000 Fod over Havet den anseelige Ss Sir-i-Kol, der har Form af en Halvmaane og er en af Amu-Darjas vigtigste Hovedkilder. I de nærliggende Bjerge udspringe flere af Asiens betydelige Floder som Jarkand, Sin o. s. v. Landet selv beskriver den engelske Reisende med folgende Ord: „Vi befandt os i eil Egn, der frembod Billedet af en Vinter i dens hele Strenghed. Overalt hvor man vendte Blikket, var Jorden bedækket med et Lag blændende hvid Snee, imod hvilken den mørke og blygraa Farve af Himlen tog sig paafaldende sorgelig og melan- kolsk ud. Eensformigheden trættede Diet, thi der var ikke engang en eneste Sky at lade det hvile paa. Soens Overflade var speil- blank, og der viste sig intetsteds nogen Fugl eller audet levende Væsen. Lyden af menneskelige Stemmer vilde have lydt som en