Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Jordklodens Bjerge og Sletter. 197 med mellemliMnde Fordybninger, der endnu ere tydelige at see, bleve tilbage som Vidnesbyrd om den ved Jordmassens pludselige Forskydning fra Dalens Bund frembragte Hævning paa andre» Punkter. Foruden Byen Saint-Andro og flere andre smaa Landsbyer forsvandt tillige endeel Slotte og Klostre, der laae spredte i Dalen, ved den samme ulykkelige Begivenhed. Fjeldskredets ødelæggelser strakte sig lige til Kirken N otre-Dame des Myans, der blev meget berømt ved dette Mirakel. Savoyarderue betragte det ligefrem som en fræk Ugudelighed at antage, at den omtalte Kirkes Beliggenhed paa et hoiere Punkt i Terrainet har været Grunden til, at den blev skannet, et Faktum, som de i deres uaive Tro udelukkende tilskrive den hellige Jomfrus Beskyttelse. Frodige Viinhaver bedække i vore Dage det Meste af den Strækning, hvor saa mange Byer og Huse ligge begravede under nedstyrtede Klippemasser. Diableretsbjerget i Schweiz mellem Cautonerne Bern og Wallis havde i fordums Dage sire Toppe og har maaskee tidligere besiddet endnu flere, der efterhaanden i Aarhuudredernes Lob ere faldne ned og forsvundne. Den 23de September 1713 styrtede en af de fire Toppe pludselig ned og begravede flere hundrede Alpehytter under sin knusende Vægt. Faldet af disse mægtige Steenmasser frembragte en saa uhyre Mængde Stem, at Luften i flere Timer var ganske formørket deraf. En Hyrde fra Landsbyen Avon i Wallis var forsvundet ved denne frygtelige Naturbegivenhed og an- tages derfor almindeligt at være omkommen som saamange andre. Tre Maaneder efter indfandt han sig imidlertid atter Juleaften i sin Landsby, bleg, udtæret og i en pjaltet Klædedragt. Alle flygtede skyndsomt til Side ved Synet af den formeentlig Døde, endog i hans eget Huns lukkede man, greben af Rædsel, Doren for ham, og i den almindelige Forvirring vidste matt ikke andet Raad end at hente Byeils Præst sor at faae Spøgelset, som iugeu vilde troe var levende, manet ued i Graven igjen. Det lykkedes dog imidlertid tilsidst Gjeugaugereu at berolige de Forskrækkede og at forklare dem, hvorledes det Hele var gaaet til. I det Dieblik, da Ulykken skete, havde han befundet sig i en Bjælkehytte, hvor han lammet af Skræk havde kastet sig ned paa Knæ og givet sig til at bede. Et uhyre