Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

I. Solvarmen. — Hvilke Forhold bestemme et Steds Middeltemperatur? — Verdenshavenes og Vindenes store Indflydelse derpaa. — Jsothermer, Jsochimener og Jsotherer. — De hoieste og laveste naturlige Varmegrader, man har iagttaget. jordkloden modtager Varme fra to forstjellige Kilder nemlig deels fra Solen, deels fra den ildflydende Masse, som danner dens indre Kjerne. I vor Planets forste Dage var Jordklodens egen Varme saa betydelig, at Temperaturen paa Jordoverfladen saagodtsom ude- lukkende betingedes af den, og der var derfor ogsaa lige varmt under alle Bredegrader. Senere da Jordkloden efterhaanden af- kjoledes paa sin ydre Overflade, og dens faste Skorpe derved tillige opnaaede en betydeligere Tykkelse, bleve Virkningerne af den indre Jordvarme derimod mindre folelige, og i den nuværende Jord- periode er det saaledes i det Væsentlige blot Solen, der opvarmer Jordklodens Overflade. Ilden, der ulmer i dens Indre, er dog langtfra udbrændt, den rober endnu jævnlig sin Tilstedeværelse paa en ligesaa storartet som rædselsfuld Maade ved Jordskjælv og vul- kanske Udbrud, men paa Jordoverfladens Temperaturforhold ud- over den ikke længere nogen væsentlig Indflydelse. Solen opvarmer ikke Jordoverfladen lige stærkt overalt. Jo mere lodret dens Straaler falde paa et givet Sted, desto høiere er som almindelig Regel ogsaa Temperaturen paa samme, og jo nærmere man kommer til Polerne, jo mere skraat dens Straaler altsaa falde paa Jorden, desto mere aftager derfor ogsaa Varmen. Det er dette Forhold, der har givet Anledning til Jordoverfladens Ind- deling i 5 forstjellige Zoner eller Belter, en hed eller tropisk