Om Muligheden for at indrette Dampkedelfyringer saaledes, at der med dem opnaas en saavidt mulig røgfri Forbrænding

I Skrivelse af 11. Marts 1902 opfordrede den ærede Kommunal- bestyrelse Stadsingeniøren til at fremkomme med en Erklæring om, hvad der kunde gøres for at indskrænke de Ulemper, der for- aarsagps ved den stærke Røg. der udsendes af Fabriksskorstene og andre Skorstene. Da det vilde tage alt for lang Tid at udarbejde en selvstændig Oversigt over dette Emne, har man paa Sagens nu- værende Standpunkt valgt at fremkomme med et Uddrag af et paa Foranledning af „Verein deutscher Ingenieure“ udgivet Værk om „Dampfkessel-Feuerungen zur Erzielung einer möglichst rauchfreien Verbrennung“. Tekniken er paa dette Omraade nu saa vidt fremme, at der kan skaffes Midler til at forhindre, at Ildsteder ryge saa stærkt, at de ere til Gene for Omgivelserne. Ethvert Fyr kan indrettes saaledes, at det ryger saa svagt, at det ikke medfører nogen væsent- lig Ulempe. De væsentligste Aarsager til Røgudvikling ere: a) fejlagtig valgte Ildsteder til et givet Brændsel, og Brændsel, der ikke egner sig for et givet Ildsted; b) forceret eller ikke tilstrækkelig ensartet Drift af Fyret; c) utilstrækkelig Træk; d) slet Betjening; e) for lav Skorsten. Til de under a) opstillede Fordringer skal bemærkes, at et- hvert Fyr maa være indrettet efter det Brændsel, der skal brændes paa det, eller der maa vælges et Brændsel, der under de givne Forhold ikke afgiver for megen Røg, som Kokes og Anthracit. At fastsætte, om der udvikles saa megen Røg, at den maa siges at være til Gene for Omgivelserne, og hvad der skal gøres for at afhjælpe disse Ulemper, maa afgøres af særlige Sagkyndige. Forskrifter, der sigte til at formindske Røgulemperne, kunne kun føre til Maalet, naar de gennemføres af sagkyndige Folk. Saa-