Arbejderklassens Liv og dens Kamp
Udvalgte Artikler

81 »Hvis jeg blot ikke blev saa ringeagtet! Men Fabri- kanten hilser ikke paa mig.« En berlinsk Væver skriver: »Bevidstheden om min Afhængighed under Arbejds- giveren gør mig bitter og har gjort mig til et pirreligt Menneske. En Haandbevægelse af min Chef, fyldt med saa skærende en Foragt, er nok til at bringe mit Blod i Kog.« En anden Væver, 47 Aar gammel, giver sin Opfat- telse Udtryk i følgende triste Ord: »Det er ikke saa meget den lave Løn som de bestan- dig voksende Udgifter. Og det er ikke saa meget Af- hængigheden af Arbejdsgiveren, som det er det, at man i Arbejderen ikke mere anerkender og agter Men- nesket. Udsigten til at naa videre frem svinder, jo ældre man bliver. Man haaber fra Ungdommen af og bliver en gammel Mand. Og vore Børn!« Ogsaa den fuldstændige Mangel paa Udsigt til no- gen Sinde at kunne hæve sig op til højere Kaar og befri sig fra den Elendighed, hvori man er stedt, spiller en stærkt fremtrædende Rolle. En Metalarbejder, 45 Aar gammel, svarer paa Sporgsmaalet om, hvad han føler sig mest trykket af: »Udsigtsløsheden, dette bestandig at være en Løn- slave. Jeg tor slet ikke mere se mine Born i Øjnene.« Ligeledes den stadig truende Fare for Arbejdsløs- hed. En Tekstilarbejder skriver: Afhængighedsforholdet under Arbejdsgiveren er det frygteligste, Med ét Slag kan han gøre sine Arbej- dere brodlose. Bornene bliver tidlig oplyste derom og opdrages til gode Deltagere i Klassekampen. Dette er det bedste, jeg kan byde dem.« c