Arbejderklassens Liv og dens Kamp
Udvalgte Artikler

82 Hensynet til Bornene træder overordentlig hyppig og overordentlig stærkt frem. Man er forpint over ikke at kunne byde sine Born noget andet og bedre end de Kaar, man selv lever i; den eneste Arv, man kan give dem, er Opdragelse til dygtig, energisk Deltagelse i den Klassekamp, der skal skabe lysere Vilkaar for de kom- mende Slægter. En Tekstilarbejder skriver: »Den rIanke, at mine Børn er kommet til Verden som Arbejdsslaver, smerter mig mest. Hvorfor blev de født!« En Metalarbejder: »Hvad der trykker mig aller mest, er, at jeg ikke kan lade mine Born faa en bedre Opdragelse.« En anden Metalarbejder giver et helt lille Interiør af sit Hjemliv: »Min sparsommelige Hustru passer Pengesagerne. Mig personlig synes Lønnen, saa elendig den ogsaa er, slet ikke at være saa skrækkelig. Men naar jeg Dag ud og Dag ind ser min Hustru arbejde flittig (Hjemmearbejde) fra tidlig Morgen til sen Aften ved sin Maskine, altid bekymret trods det ivrigste Arbejde, saa forbander jeg mit Sisyfosarbejde. Mit Barn, et ægte Proletarbarn, otte Aar gammel, ved allerede, at vi med vor bedste Villie ikke kan byde ham mere.« En 43-aarig Tekstilarbejder med 3 Børn og 19 Marks Ugeløn, skildrer, hvor »fornøjeligt« det er, naar han kommer hjem fra Arbejdet: Min Kone sidder ved Symaskinen og syr; den 12- aarige Søn hjælper hende denned; den Haarige Datter s\r. Jeg laver Aftensmad. Efter Aftensmaden gaar de igen løs med at sy; jeg laver saa Middagsmaden til den næste Dag.«