Lærebog I Organisk Kemi

550 (en ammoniakalsk Ferrotartratopløsning). Opløsningen kan nu ved Afkø- ling og t ældning med Alkohol som ved Fremstillingen af Oxyhsemoglobiii give Hæmoglobinkrystaller, men de dannes som sagt vanskeligere og er lettere opløselige end Oxyhæmoglobinets. Oxyhæmoglobin danner blodrøde, gennemsigtige, silke- glindsende, rhombiske Naale, Prismer eller Tavler; kun Egernets synes at være hexagonale. Opløseligheden i Vand er forskellig; tungest opløselige er de let krystalliserende Oxyhæmoglobiner, f. Eks. af Heste-, Hunde-, Egern- og Marsvinblod, lettere op- løselige er de vanskeligt krystalliserende, f. Eks. af Menneske-, Okse- og Svineblod. Oxyhæmoglobinet har sur Karakter og opløses derfor lettere i fortyndede Alkalier end i Vand; det indeholder en efter Afstamningen forskellig Mængde Krystalvand (3—10 °/0), der bortgaar i Vakuum over Svovlsyre, hvorefter Oxyhæmoglo- binet kan opvarmes til 110°—115° uden Forandring; først over 160° sønderdeles det som andre Proteinstoffer. En fortyndet vandig Opløsning af Oxyhæmoglobin viser ligesom arterielt Blod et Absorptionsspektrum med to Striber mellem D og E; herved adskiller det sig fra Hæmoglobin. Ad denne Vej kan ganske smaa Mængder Oxyhæmoglobin eller Blod paavises, idet Absorptionsstriberne, især den nærmest D, endnu er tydelige for et Vædskelag paa 1 cm. med et Indhold af 0,01 °/0 Oxyhæmoglobin. Af Oxyhæmoglobinernes Sammensætning (S. 577) og af de nævnte Forskelligheder i Opløselighed, Krystalform og Krystal- vandindhold fremgaar, at Oxyhæmoglobiner af forskellige Dyre- arter ikke er identiske; muligvis findes der endogsaa for hver Dyreart mere end et Oxyhæmoglobin x). Hæmoglobin er sædvanlig isomorft med det tilsvarende Oxyhæmoglobin, men Krystallerne er mørkere, nærmest purpur- røde, og det samme gælder de vandige Opløsninger. Absorp- tionsspektret er et helt andet, idet det hovedsagelig bestaar af en bred, slet begrændset Stribe, omtrent midt imellem D og E, dog nærmest ved D. Hæmoglobinopløsninger optager let Ilt under Dannelse af Oxyhæmoglobin: den optagne Iltmængde er afhængig af Iltens J) C hr. Bohr og S. Torup. V. S. O. 1890, 200, 208 og 241. F. To- biesen. Ib. 1895, 81. G. Hiifner. Arch. Phl. 1894, 130; 1903, 217.