Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

104 Havisen. Vind og Strøm og sætte sig i Bevægelse mod de solklare Egne. I det sydlige Ishav findes Ismasserne under langt lavere Bredde- grader (altsaa nærmere Æqvator) end i de nordlige Have. I Aaret 1780 strandede saalecles „Guardian44 under 44° 10' sydi. Bredde og 44° 35' østl. Længde paa. et Isbjærg, og ogsaa i den nyere Tid ere flere Udvandrerskibe forulykkede i Isen syd for Avstra- liens Kyster. I April 1828 saae man Drivis endog under 35 0 sydi. Bredde og 18° østl. Længde, altsaa omtrent i Højde med Kap- staden eller under en Breddegrad, der paa den nordlige Halv- kugle vilde svare til de sydlige azoriske Øer. Grunden til, at de sydlige Polarregioner saalecles formaa at sende deres Ismasser langt længere frem mod Æqvator, maa paa den ene Side søges i, at den sydlige Halvkugle overhovedet er fugtigere og koldere end den nordlige; men navnlig er det dog de varme Strømme, som beskytte vor Halvkugle mod de isnende Polarmagters Fremtrængen til de mellemste Breddegrader. Ligesom Golfstrømmen i Atlanter- havet danner et Virke, hvorimod Højnorclens Iskolosser knuses og spredes, saaledes beskytter den japanske Strøm ogsaa den nord- lige Del af det store Ocean, ja selve Nordamerikas Vestkyst fra Vancouverøen er langt mindre øde end de tilsvarende østlige Kyst- strækninger. Længe før Sømanden naar Isregionerne, bebude disse sig paa den fjærne Horizont ved en glimrende Stribe, man har kaldet Is- blinken. Den hidrører fra Ismasser, som muligvis endnu ligge 5—-6 Mil under Synskredsen, men hvis Glans bliver synlig ved Straalebrydningen. Isblinken viser sig mest som brede, lyse Striber, der stikke skarpt af mod Himlens Graa; Payer betegner dens Lys som spillende lidt i det Blaa og siger, at det har en fjærn Lighed med et Nordlys. Medlemmerne af den første tyske Polarexpedition bemærkede Isblinken særlig tydelig paa en skyfri Himmel, naar der samtidig laa en let og gjennemsigtig Taage over Horizonten; det er egentlig ogsaa denne Taage, som belyses ved de reflekterede Lysstraaler, der uclgaa fra Isfladerne, og saaledes fremkalde Is- blinken. Da Vandet reflekterer ulige færre Lysstraaler, maa Himlen over det aabne Hav fremtræde tilsvarende mere mørk. Derfor kan man i Isblinken gjenkjende Vandstriberne mellem Isen paa 20—30 Sømils Omkreds. „Enhver Vandvej aftegner sig som .mørke Striber paa en skyfuld Himmel; selve Himlen tjener den