Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Varmen paa Overfladen. 103 straalerne maa derfor opvarme Havfladen i en længere Tid, før dennes Temperatur stiger i nogen betydelig Grad. Omvendt af- køles imidlertid ogsaa Havet langsommere end Fastlandet, og naar man her træffer den højeste Varme i Juli, har Vandet først naaet sit Maximum i Slutningen af Avgust eller Begyndelsen af September. Det er en mærkværdig Kjendsgjerning, at Havets Temperatur synker over Grunde og Klipper. Den berømte Benjamin Franklin synes først at have henvist hertil, og omtrent samtidig gjorde Jonathan William Sømændene opmærksomme paa, at Thermometret vikle kunne bringe dem ufejlbar Melding om skjulte Klipper. Humboldt saae mellem Tabago og Columbia Thermometret over en Sandbanke falde fra 251/2 0 C- til 23°. Aarsagen hertil maa højst sandsynlig søges i kolde Strømninger, som flyde opad langs Klipperne. I slige Tilfælde gjør Vandets Afkøling sig ogsaa kjendelig ved Taagedaunélse i en ringe Højde over Havfladen. Hvor Havet imidlertid overhovedet er grundt, altsaa langs Kysterne, viser sig intet sligt Fald i Varmen, da der her slet ikke findes koldt Vanel i Dybet, ja endog selve Havbunden kan opvarmes af Solstraalerne. 6. Havisen. I de Egne af Oceanet, som ligge hen imod Polerne, frem- træder Isdannelsen i den mest storartede Maalestok. hvorfor disse Dele af Havet ogsaa meget karakteristisk betegnes som Ishave. Paa Kortet begrænses de tvende Ishave henholdsvis af den nord- lige og sydlige Polarkreds; men i Virkeligheden findes der naturligvis ingen slig skarp Begrænsning, og hvis man vil udstrække Begrebet „Ishav“ til de Dele af Havet, hvor man endnu træffer Isen i større Masser, finder man, at de tvende Ishave alt efter Aarstiderne have en meget forskjellig Udstrækning, ligesom der er en betydelig For- skjel mellem de tvende Polarhave. Hvor sælsomt det end i første Øjeblik lyder, er det dog ikke desto mindre sikkert, at Ishavet om Vinteren har sin mindste Udstrækning. Ved denne Tid ind- drager det nordlige Ocean sine Strømme og hviler selv saa godt som fuldstændig; selv Stormene og Bølgegangen ere forholdsvis ubetydelige i det høje Norel, alt synes ligesom at ligge hildet i Dødens Lænker. Først naar Tøbruddet begynder, følge Ismasserne