Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

118 Havisen. tæller, at engang sejlede syv Mennesker i en Konebaad over Isefjord, en Dreng bankede med Aaretollen paa Baadens udspilede Skind, et Stykke af det nærmeste Isbjærg ramlede ned, og Baaden blev reven med i Dybet. Slige Tilfælde maa utvivlsomt henføres til en ulige Spænding i Isen, og saaledes maa man rimeligvis ogsaa for- klare den tordenlignende Bragen i disse Iskæmpers Indre. Saa- ledes fortæller Kaptejn B.oss, at han under sit fleraarige sørgelige Ophold paa Bo othia Felix (1829—33), saa snart Temperaturen sank under 22 0 C., hørte Isbjærgenes Knagen, som holdt ved under den voxende Kulde. Lignende Erfaringer gjorde Kane og senere ogsaa Deltagerne i den østerrig-ungarske Polarexpedition paa Frånz- Josephs Land. Under fuldstændigt Vindstille og tilsyneladende uden ringeste Aarsag kunde man her se Isbjærgene styrte sammen. Weyprecht har nøje studeret Sammenhængen hermed. „I Begyn- delsen," siger han, „saa længe Isbjærget endnu har tilstrækkelig Fasthed og Haardhed, danner der sig blot Revner, og enkelte Stykker løsne sig; men naar Luften og Vandet engang have presset sig helt og holdent igjennem, og Isen saa at sige er smulret, ind- træder den Katastrofe, at hele Isbjærget sprænges og ramler sammen under den indre uhyre, men ulige fordelte Spænding, som atter er en Følge af det indsivede Vands Frysning. „Virkningen af denne Sprængning vil imidlertid næsten altid være indskrænket til den Del af Isbjærget, som er udsat for Luften; den langt større Masse, som er under Overfladen, kan ikke rammes herved, da den er gjennemtrængt af Vand, som ikke fryser og befinder sig under en næsten konstant Temperatur. „I samme Forhold, som Isbjærget tøer bort, maa det ogsaa hæve sig over Vandet, men da Tabet i Masse jo ikke er ensformig fordelt, flytter Tyngdepunktet sig, Bjærget hælder til den ene eller anden Side og slaar sluttelig om, naar det ikke mere kan holde sig i sin oprindelige Stilling: Isbjærget „kalver“. Under Drøn, som kunne høres vidt og bredt, komme alle Omgivelserne i Oprør, Ismarkerne i Nabolaget sætte sig i Bevægelse og knuses mod hver- andre, mægtige Stykker af Bjærget løsne sig og dukke hist og her op igjen, under en langsom rullende Bevægelse drejer og vender Kolossen sig og kommer lidt efter lidt til Ro i sin nye Stilling; hvad der før laa over Vandet, er nu Huudreder af Fod under samme, og nye Flader danne nye Angrebspunkter for Luftens opløsende