Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

134 Tidevandet. besværlige Farter ofte nok have kæmpet mod Ebbens og Flodens Virkning, og dette mægtige Naturfænomens lovbundne Regel- mæssighed kan umulig være undgaaet deres Opmærksomhed. Dog Phøniciernes Erfaringer kom ingen anden Nation til gode; de beholdt ensidig deres egne Interesser for Øje, og saaledes hemmelig- holdt dette driftige Kystfolk sine indsamlede Erfaringer for alle Naboer. Vi se derfor ogsaa Alexander den Stores Sømænd komme i den største Bestyrtelse, da Flaaden, som ved Højvande havde kastet Anker ved Indusflodens Munding, ved det paafølgende Lav- vande kom til at ligge paa det Tørre. Den berømte Aristoteles, Alexander den Stores Lærer og Pytheas’s Samtidige, kunde heller ikke udgranske Sammenhængen med de vexlende Strømninger i Euripos, det smalle Stræde, som skiller Øen Euböa fra det græske Fastland, og de følgende Slægter tyktes den samme Fremtoning saa uudgrundelig, at det Sagn kunde opstaa, at Aristoteles havde søgt Døden i Euripos med de Ord: „Kan jeg ikke forstaa dig, saa forstaa du nu mig!“ Middelalderen plagede sig naturligvis ikke med at finde Forklaringer paa Naturfremtoninger, og først hos G alile i og Kepler finde vi Forsøg paa at klare Aarsagerne til Tidevandet. Dog det er overflødigt her at gaa nærmere ind paa disse Forsøg, og vi ville derfor kun bemærke, at selv den geniale Kepler i den Grad tvivlede paa Muligheden af en mekanisk Forklaring af Tidevandet, at han i ramme Alvor udtalte, at Jorden var et med Fornuft begavet Udyr, hvis Aandedrag, Søvn og Opvaagnen fremkaldte Ebben og Floden. Først den store Newton udfandt den sande Grund til den hele saa hemmeligheds- fulde Fremtoning, idet han paaviste, at Tidevandet var en nød- vendig Følge af den almindelige Tiltrækningskraft. Før vi imidlertid gaa nærmere ind paa Theorien, maa vi først lidt nøjere betragte selve Fremtoningen. Den Bevægelse i Havspejlet, vi betegne med Tidevandet, viser sig ved alle de Kyststrækninger, som umiddelbart berøres af Oceanerne. Ved de bratte Kyster synker Havspejlet i Ebbetiden, ved flade Kyster viger Søen tilbage, ja paa en meget flad Strand fjærner Vandet sig undertiden milevidt. Vandets Tilbagevigen fore- gaar i Begyndelsen langsomt, derpaa mere hastig og sluttelig igjen langsomt. Efter omtrent 6 Timers Forløb ophører Vand- standens Fald, Lavvandet er indtraadt, og omtrent et Kvarters ■■MM