Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

172 Det store og det indiske Oceans Strømninger. dens Fremkomst. Æqvatorialstrømmen falder i det store Ocean i tvende, tydelig adskilte Dele, en bredere Masse, som bølger frem syd for Æqvator, og en nordlig smallere Strøm; begge adskilles ved en æqvatorial Modstrøm, hvis Axe ligger under 5° n. Br., og som gaar fra Vest til Øst. I hvor høj Grad Jordens Rotation betinger Æqvatorialstrømmen, indlyser klarest af den Omstændighed, at baade dens nordlige og sydlige Halvdel paa 60 Længdegrader — en Sjettedel af Jordens Omkreds — ligge saa godt som parallele med Æqvator. Efter Duperrey’s Undersøgelser indtager denne uhyre Strøm i Bredden et Rum af næsten 750 geografiske Mil, og dens Middelhurtighed anslaas til 4 geografiske Mil i Døgnet. Hvilken Dybde Strømmen naar, er endnu ikke til- strækkelig klaret; men pletvis skulle Vandmasserne i mere end 5000 Fods Dybde endnu deltage i Overfladens strømmende Be- vægelser. Hvorledes man derimod skal klare sig Tilværelsen af den æqvatoriale Modstrøm, som tillægges næsten samme Fart, men i modsat Retning, er vel ingenlunde afgjort; men rimeligvis frem- gaar den dog som Resultat af begge de tvende, vældige Æqvatorial- strømmes Tilbageslag fra de vestlige Fastlandsmasser. Uden at lide nogen væsentligere Paavirkning af den avstralske Øverden flyder den store Æqvatorialstrøm hen. mod de avstralske og asiatiske Kyster og de foran samme liggende store Øer. Først nu begynder den at vige af fra sin normale Bane, og denne Af- vigelse finder her, som for øvrigt overalt i Oceanerne, Sted efter en Regel, vi senere ville møde igjen ved Luftoceanets Bevægelser. Paa den nordlige Halvkugle strømmer nemlig Vandet med den Tendens at dreje sig i samme Retning som Urviseren, paa den sydlige Halvkugle derimod i den modsatte Retning. Overensstemmende med denne Regel se vi først den sydlige Arm af Æqvatorialstrømmen udsende en Gren, der øst for New- Zealand løber hen imod Sydpolen; derpaa bøjer en anden Gren ligeledes af i samme Retning mellem Avstralfastlandet og New- Zealand; Resten af Hovedstrømmen gaar gjennem Torresstrædet og taber efterhaanden sit ensartede Præg. Vende vi nu vort Blik mod Sydamerikas Vestkyst, finde vi — svarende til den oven angivne Regel — at der her indtræffer en stærk Strøm fra Syd- vest, og da denne Strøm kommer fra Polaregnene, maa den naturligvis føre koldt Vand op mod Nord langs Kysten. Denne