Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

6 Indledning. allerede Columbus skjænke den omgivende Natur sin største Op- mærksomhed; han iagttog Forandringerne i Luftens Temperatur og i Havets Beskaffenhed, han observerede Kompassets Misvisning, ja mente endogsaa, at Jorden havde en mere opsvulmet Form paa den vestlige Halvkugle; med sin rige Fantasi troede han fremdeles at kunne henføre de smaa Antillers Existens til en Virkning af Atlanterhavets vestgaaende Strøm. Disse og lignende Forestillinger lios hans Samtidige og nær- meste Efterfølgere ligge ganske vist fjærnt fra Sandheden; men de vise dog den nye Aand, som frit rører sine Vinger, søger at komme bort ira de dumpe, uhyggelige Anelser og at naa frem til Er- kjendelse og Viden. De næsten samtidige store Fremskridt i den astronomiske Videnskab, de rigtigere Forestillinger om Solsystemets Bygning øvede ligeledes en heldig Indflydelse paa den Natur- opfattelse, som søgte at klare de jordiske Forhold paa et viden- skabeligt Grundlag: Lys, Varme og Magnetisme undersøgtes med Hensyn til deres Betydning for Jordens Organisme. Siærlig kunde Jordmagnetismens hemmelighedsfulde Kraft glæde sig ved en levende Deltagelse, til Dels fordi man mente at kunne nytte den til Skibenes Stedsbestemmelse ude paa Oceanet. I Aaret 1634 gav Hellibrancl det første nøjagtige Bevis for, at Magnetnaalens Retning ændrer sig i Aarenes Løb, idet den nordvisende Spids langsomt drejer sig mod Vest. For første Gang syntes der nu at være kommet Liv i det over hele Jordkloden udspændte Net af magnetiske Kræfter, og mod Slutningen af det 17de Aarhundrede anmoder Halley den britiske Regering om at udsende et Skib, der nærmere skulde undersøge Magnetnaalens Retning ved de engelsk-amerikanske Koloniers Kyster. Samtidig anstilledes flittig Thermometer-Iagt- tagelser, og, hvad der var endnu vigtigere for den videnskabelige Geografi, man udtalte højt den Tanke at drage Fordel af det nylig opfundne Barometer til Højdemaalmger. Da den berømte Pascal sendte sin Svoger Perryer med et Barometer op paa Puy de Dorne og her fandt Kviksølvsøjleiis Standpunkt lavere end nede paa Sletten, var det strax den skarpsindige Forsker indlysende, at man kunde beregne et Bjærgs Højde over Havfladen efter det Antal Tommer og Linjer, som Kviksølvsøjlen staar lavere paa Bjærgtoppen end ved Kysten. Herved havde den geografiske Videnskab faaet et nyt, lige saa vigtigt som let anvendeligt Hjælpemiddel. Med For-