Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Barometermaalinger. 7 undring hører man undertiden, at Romerne paa Toppunktet af deres Dannelse vare fuldkommen uvidende med Hensyn til Apen- ninernes M.ellemretning, denne Kjæde, der dog paa en vis Maade danner Italiens Ryg, at de ikke havde den fjærneste Anelse om Alpemasserne i deres raaeste Hovedtræk; men naar vi fra hine Tider nærme os Nutiden med mere end Aartusende, finde vi, at selv i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede kunde intet Menneske have nogen begrundet Forestilling om Alpetindernes Højde; saalecles var det et meget omtvistet Spørgsmaal, om St. Gotthard var 3000 eller 10,000 eller 30,000 Fod højt. Indførelsen af Højdemaalinger ved Barometret ændrede snart dette Forhold, og da Humboldt samlede Rækker' af saadanne Højdebestemmelser til Tværsnits- profiler over hele Landstrækninger, traadte disse Egnes plastiske Bygning med ét Slag klart frem. Saaledes nærme vi os mere og Nutiden, hvor den geografiske Videnskab indtager en saa betydelig Rang blandt Naturvidenskabens forskjellige Grene. I denne Henseende er det egentlig ikke vor Agt at fremhæve, hvilke store, hidtil ukjendte Landstfækninger der ere blevne aabnede for den dannede Verdens Blikke, hvilke Floder, Søer og Bjærgmasser der ere blevne opdagede, og hvilke alt kjendte Strømme der ere blevne nøjagtigere nedlagte paa Kortet; vi lægge lier meget mere Vægten paa, at det geotektoniske Materiale, der er blevet ind- samlet i saa overvættes Fylde, nu bringes under store almindelige Synspunkter, og at Enkelthederne sættes i Aarsagsforbindelse ind- byrdes. Medens en tidligere Tid kun betragtede Geografien som en blot og bar Sammenstilling af indsamlede Kjendsgjerninger og beskrev Jordens Overflade som. noget Givet, begynder den viden- skabeligeA Geografi i vore Dage mere og mere at betragte Jorden som en Helhed, der har udviklet sig, og at udgranske, hvilke For- bindelser der bestaa mellem dens enkelte Dele og fremkalde For- andringer paa dens Overflade som i dens Indre. Allerede den be- rømte tyske Geograf Carl Ritter (f 1859) siger: „Den videnskabe- lige Geografi betragter ingenlunde vor Planet som et livløst, dødt Agregat af uorganisk Natjir, som en Jordskive, der er forfærcliget paa en Drejerbænk, som Herodot udtrykker sig; den betragter meget mere Jorden som en virkelig, en ejendommelig organiseret Naturgjenstand, der i sig bærer Livsspiren til en videre Uclfoldning med Fremskridt for Aarhundreder og Aartusender. Herved vinder