Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Kilderne. 229 vældige Masser atter vender tilbage til Landet. Som vi imidlertid alt tidligere have fremhævet, er den samlede Mængde af alt Flod- vand i Forhold til Jorden saa ubetydelig, at alle Nutidens Floder maatte løbe i 50 Millioner Aar for at kunne levere en Vandmasse, der var Jorden lig i Størrelse. „Floderne, som sprede Liv over Alt paa Jordén“, siger Reclus meget smukt, „og uden hvilke Fast- landene vilde være tørre, øde Ørkener, ere ligesom et System af Blodaarer, der tilføre Oceanet, dette det jordiske Kredsløbs store Centralorgan, de flydende Masser, som overføres til Jorden gjennem Skyernes Pulsaaresystem. Uden Havets umaadelige Vandmasser vilde der snart ikke mere existere nogen Fugtighed paa Jorden, ingen Regn vilde vande de tørre Flader, ingen rislende Kilde vilde sprudle frem af Klippen, ingen Flod vilde vælte sine brusende Bølger gjennem blomstrende Landstrækninger“. De usynlige Vanddampe, der uophørlig stige fra Oceanet op i Luften, fortætte sig her til Taager og Skyer, fra hvilke Regnen og Sneen falde ned og vedligeholde Kilder og Floder. Disse føre nu deres Vandmasser ned gjennem Dalene, paa hvilken Rejse en Del fordamper, en anden bliver kemisk bunden og lokalt fastholdt, og Resten endelig atter føres ud i Havet og paa ny gjennemgaar det skildrede Løb. Dette er Vandets berømte Kredsløb, der vedlige- holder alt organisk Liv paa Jordens Overflade og gjør Kontinenterne beboelige. 1. Kilderne. Kilderne høre uomstridelig til vor Jords mest mærkelige Frem- toninger. Til alle Tider have de Pletter, hvor det mumlende Vand strømmer ud af Jordens Skjød, gjort et mægtigt Indtryk paa Menneskenes Sind, være det sig nu, at Udspringet ligger i stille, skovrige og vilde Bjærgomgivelser eller midt paa en blomsterklædt Eng. En ejendommelig, hemmelighedsfuld Ynde knytter sig til de Punkter, hvor det flydende Livselement sprudler frem af Jordens ukjendte Indre; en poetisk Stemning griber her Sjælen, og Mennesket føler sig ligesom fængslet af ukjendte, men venlige Magter. At denne Stemning ingenlunde er en blot individuel, beviser Oldtiden, der troede, at velvillige Guddomme vare Kildernes Vogtere, og i Echoet, som kastes tilbage fra Kildegrotternes Klippevægge, poetisk