Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Deres Oprindelse. 231 Janni, syd for Parga, mellem Acherons og Thymamais’s Mundinger, midt ude i Havvandet en Plet paa omtrent 40 Fods Diameter, hvor det ferske Vand vælder særdeles rigelig og kraftig frem, og dette er maaske den af Pausanias omtalte opstigende Kilde. Ud for den lille 0 Ruad ved Tortosa paa den syriske Kyst strømmer en Straale Ferskvand saa mægtig frem i Havet, at man kan øse det ganske fersk op fra Overfladen. Angaaende Kildernes Oprindelse havde allerede Aristoteles for saa vidt rigtige Forestillinger, som han henførte dem til Luft- kredsens Vande, der sive ned i Jordbunden. Den berømte franske Filosof, Mathematiker og Naturforsker Descartes (Cartesius f 1650) antog derimod, at Havvandet gjennem underjordiske Ledninger naaede ind under Bjærgenes Fod, hvor fra Jordens indre Varme drev dét under Dampform op til Toppene, og her traadte det nu igjen frem for Dagens Lys som Kilder og Bække. Denne noget indviklede Forklaring forekom Cartesius nødvendig, da man ved Forsøg havde overtydet sig om, at selv den stærkeste Sommerregn aldrig trængte mere end */2 Fod ned i den frugtbare Muldjord. Lahire sluttede sig til disse Betænkeligheder, fordi han havde fundet, at Jordlag paa 8 Fods Tykkelse, som i 15 Aar havde været udsatte for alle Vejrligets Indflydelser, dog aldrig havde ladet en Draabe Regn trænge igjennem til en Blyplade, som laa neden under den. Ogsaa Buffon fandt ved Undersøgelser af en Jord- dynge paa 10 Fods Højde, der i flere Aar laa urørt i en Have, at Regnen aldrig var trængt længere end 4 Fod ned i samme. Disse og andre tilsvarende Iagttagelser vare af største Vigtighed og turde ikke ligge upaaagtede, og dette foranledigede allerede den berømte franske Fysiker Mariotte (f 1684) til at anstille en nøjere Undersøgelse. Han valgte hertil Seineflodens Omraade, sammen- lignede Mængden af den paa samme faldende Regn med Flodens Vandmasse og udfandt paa denne Maade, at Seinen kun fører en Syvendedel af de Vandmasser igjen ud i Havet, som ere faldne paa dens Omraade under Form af Sne eller Regn. Disse Undersøgelser ere i den nyere Tid blevne gjenoptagne og støttede paa mere nøjagtige Maalinger af den nedfaldende Regnmængde end de, der stode til Mariottes Raadighed. Arago har diskuteret disse Undersøgelser, hvis Resultat er, at den Vand- mængde, som aarlig strømmer under Paris’s Broer, tilnærmelsesvis