Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Jorden som en Klode. 13 heder, der høre under Astronomiens Omraacle, men skulle her kun kaste et hurtigt Blik paa Jordens kosmiske Stilling, særlig for at erkjende. hvilken ubetydelig Rolle vor mægtige Verden, ja selv den endnu langt større Sol spiller i Universets hele Organisme. Naar vi altsaa fordybe os i det stjærnefyldte Rum, finde vi ingensteds en Ende paa .den legemlige Verden, overalt støde vi paa Stjærner og Stjærnedynger; visse Egne i Himlen kunne aldeles ikke udgrundes, ikke engang ved de mægtigste Teleskoper. Om der existerer en sidste, en allerfjærneste Stjærne, og bag denne det tomme, svælgende Dyb, lader sig saaledes ikke afgjøre gjennem Iagttagelser, da vi ikke kunne trænge dybt nok igjennem — fordi vore optiske Hjælpemidler svigte, og sluttelig selve Lysstraalen slukkes. De fjærneste Stjærnedynger vise sig for os i den mildt lysende Bue, der som Mælkevejen omslutter Himlen. En lang Tid troede den ældre Herschel, at han med sine Teleskoper var trængt frem til Mælkevejens yderste Grænser, men sluttelig overtydede han sig om dette Stjærneoceans uudgrundelige Dybde. Heller ikke senere har noget Dybdelod fundet Bunden i Mælkevejens Stjærnelag, og det er derfor aldeles utilstedeligt at tale om Möelkvejens yderste Grænser eller at ville give en Fremstilling af dens geometriske Form; gjennem. en videnskabelig Redegjørelse kommer man der- imod til det Resultat, at Mælkevejens tilsyneladende Ringform kun er en optisk Skuffelse, som fremkommer derved, at et ubestemme- ligt, stort Antal Stjærnehobe og Taager ere lagrede om et og samme Plan. Dette Plan viser sig for os som Mælkevejens Plan. De Stjærner, der om Natten blinke over vore Hoveder, og talrige andre, som man kun kan iagttage gjennem Kikkerten, høre til en næsten kugleformig Stjærnehob, inden for hvilken ogsaa Solen og vor Jord have deres Plads. Gjennem Stjærnerne i denne Stjærnehob se vi nu de talløse andre Stjærnehobe ordnede perspektivisk i en Storcirkel, medens de i Virkelighed ere spredte over et og samme Plan. Alle disse Verdenssystemer — jævnsides med dem kunne vi stille vor egen Fixstjærnehob — ligge nu ganske vist ikke fuld- kommen nøjagtig i ét Plan; men der finder Afvigelser Sted, hvorved Adskillelserne i Mælkevejen finde deres Forklaring. Der gives altsaa ikke, som man tidligere overdrevent fantaserede, Mælkeveje af Mælkeveje, men kun en eneste, og fra enhver Stjærnehob i Uni- verset vilde vi have Synet af samme Mælkevej. Efter den her