Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
14 Jorden som en Klode. givne Fremstilling om sammes Bygning kan det ikke mere vække nogen Forundring, at Dybderne i dette Stjærnelag ere uudgrundelige. De enkelte Stjærner i vor Stjærnehob have forskjellig Klarhed, ligesom deres indbyrdes Afstande ere meget ulige; Alpha i Stjærne- billeclet Kentauren, den Stjærne, der, saa vidt bekjendt, er os nær- mest, er mellem 4—5 Billioner Mile borte, medens den straalende Sirius har en Afstand af 20 Billioner Mile; vi kunne gjøre os en svag Forestilling om disse uiiaaadelige Afstande, naar man hører, at en Kanonkugle med 600 Fods Hastighed i Sekundet vilde be- høve omtrent 6 Millioner Aar, Lyden omtrent 3x/2 Million Aar, ja selv Lyset over 3 Aar til at naa den nærmeste Stjærne. Ogsaa Stjærnernes Lysstyrke er meget forskjellig; Alpha i Kentauren lyser i og for sig svagere end vor Sol, medens Sirius straaler fire og halvfemsindstyve Gange stærkere, det vil sige, hvis Sirius kam os lige saa nær som Solen, vikle dens Lys veje op mod Lyset fra 94 Sole af samme Lysstyrke som vor Sol. Efter Nogles Mening skal denne Forskjel i Lysevnen bero paa Stjærnernes forskjellige Aldre; men dette lader sig ikke bevise, da vi ere absolut uvidende om Fixstjærnernes relative Alder. Der- imod staar det rigtignok fast, at Stjærnerne ikke ville lyse evig, saa lidt som de liave lyst fra evige Tider; ligesom der gaves en Ti<J, da .vor Sol udsendte sin første Straale, saaledes vil der ogsaa komme den Stund, da dens Lys er siakt, dens Glød svunden. Varmen kan udrette mekanisk Arbejde, og omvendt kan man ud- trykke Varmemængden ved det Kvantum Arbejde, som er præsteret. Søge vi den mekaniske Kraft, Solen udsender under Form af Varme, finde vi, at Solstraalerne hvert Minut bringe 228 Billioner Hestes Kraft ned paa Jorden, og denne Kraft bestrider al Bevægelse her nede. Nu modtager Jorden imidlertid kun V2340000000 af Solens hele Straalevarme, og man kan herefter beregne, hvilken Varme og Kraft der i det Hele udstraales fra Solen. Hvis Solen nu ikke er et Vidunderlegeme, hvor den uafbrudte Kraft skabes af Intet, maa vi slutte, at dette bestandige Tab maa blive fuldstændig er- stattet paa en eller anden Maade, eller ogsaa kan den nuværende Tilstand ikke vare til evige Ticler. Imidlertid er der ingen Kilde bekjendt, som stadig og uafbrudt igjen kunde forsyne Solen med ny Kraft, og følgelig maa den lysende Dagstjærne engang ud- slukkes; dens Varme skyldes den Sammentrækning, hvoraf sluttelig