Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Drypstensdannelser. 297 sluttelig møde hinanden, og saaledes opstaa de Søjler af Kalksinter, som ligne Orgelpiber og hyppig ved deres Finhed vække Til- skuerens Beundring. Uhyre Tidsrum maa være forløbne, inden slige Bygninger af kalkholdige Vanddraaber kunde fuldføres i Jordens Skjød. Efter Maalinger, som Boyd-Dawkins har foretaget paa en Stalagmit, der efter sin Form er bekjendt under Navnet „Jockey Cap“, anslaar denne Forfatter Stalagmitens aarlige Væxt til 7x/2 Millimeter (omtr. 1/4 cl. Tomme). I Adelsberghulen opdagede man i Begyndelsen af dette Aarliundrede Skelettet af et Menneske-, der sandsynligvis havde forvildet sig i de labyrinthiske Gange; nu var det fuldkommen overdraget med en Drypstensmasse. I en Hule i Franken opsamlede man det over en Stalagmit neddryppende Vand, og man fandt, efter Pfaffs Angivelser, at den Kalkmængde, som paa denne Maade blev opsamlet i 24 Timer, beløb sig til Vs Gram (Viooo d. Pund); i dette Tilfælde vilde der altsaa ud- fordres mere end 2000 Aar for at levere en Kubikfod Drypsten. I Tyskland findes flere Omraader, hvor man støder paa mæg- tige underjordiske Huler; mest bekjendte ere Hulerne i det frankiske Schweiz, særlig Gailenreutherhulen ved Göszweinstein. Den opviser flere Etager og Kamre, og en videnskabelig Undersøgelse af Hulens Bund har godtgjort, at den i en tidligere Periode var beboet af Løver, Bjørne og Hyæner. Nu til Dags er den let tilgængelig, hvilket ligeledes gjælder om den 1793 af Professor Rosenmiiller opdagede Hule ved Muggendorf. Mindre bekjendte og tilgængelige ere de under- jordiske Kamre og Gange paa Altmuhlalps Højslette (i Rauhe Alb i Bayern), med hvilke Kugler har gjort os bekjendt. Syd for Raitenbuch ved et Skovbryn ligger det saakaldte Hohloch, som Döderlein. kalder „den højst mærkelige, Mennesker og Dyr op- slugende Hule“. Den er 8—10 Fod bred, og Sidevæggene lude mod hinanden. Man angiver Dybden til 70 Fod. Ved Middagstid om Sommeren, naar Solstraalerne falde mere lodret ned, ser man enkelte Hvælvinger i den gjenn embrudte Sidevæg; hvorledes der egentlig ser ud der nede, kan Ingen fortælle, men det er en Tradi- tion hos Landbefolkningen, at i Dybet gaa mange, umaadelig lange Gange ud fra hverandre. I Sammenhæng med disse Huler staa Jordfaldene oppe paa Højsletten. De kaldes af Beboerne „Reindeln“. „Deres Tal“, bemærker Kugler i sin Beskrivelse af Altmiihlalp, 3,øges endnu fra Tid til anden, og det selv paa Steder, hvor de