Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
302
Underjordiske Vandløb. Huler.
heftige Strømning, og Stenene vilde blive førte længere bort, end
Tilfældet er. Det er derhos endelig sandsynligt, at den samme
Vandsamling, hvor fra Tilløbet hidrører, ogsaa optager Afløbet;
herpaa tyder den Omstændighed, at Vandet ogsaa strømmer til
gjennem de dybere Afløbshuller, Sugehullerne.
„Halvanden Mil fra Zirknitz, hinsides en temmelig høj Bjærg-
kjæde,1 vælder en Flod, Obrechbach, saa mægtig frem af Jorden,
at den strax kan bære smaa Baade; efter en Fjerdingvejs Løb for-
svinder den igjen i Jorden, bryder atter frem en Mils Vej længere
borte, flyder nogle Mil videre, og forsvinder sluttelig ved den lille
Stad Gotsche.. Længe kjendte man ikke Flodens Fortsættelse, til
man endelig opdagede, at den strømmer underjordisk ud i Havet
elleve Mil fra Triest.
„Obrechbach er muligvis det Vandløb, som giver Anledning til
de mærkværdige Fremtoninger ved Zirknitzersøen. Obrechbach
eller et af dens underjordiske Tilløb skærer formodentlig i sit
Løb Niveauet af den ikke synderlig dybe Sø, saaledes at en Del
af den underjordiske Vandbeholder ligger højere, en anden Del
dybere end Søen. Naar Floden nu svulmer op efter en heftig
Regn, maa den løbe over som enhver anden Flod; men da Vandet
ikke kan brede sig til Siderne, stiger det op i de tusende under-
jordiske Kanaler, til det kan skaffe sig Afløb udad. Dette finder
nu navnlig Sted i Zirknitzersøens Dyb, eller rettere, man lægger
maaske blot her ret Mærke til denne Omstændighed, fordi de
talrige andre Kilder, som muligvis ogsaa springe frem, ikke give
Anledning til nogen Opstuvning af Vand, men strømme henad
Jordens Overflade paa sædvanlig Vis.
„Vandet maa stige lige saa højt i Søen som i Flodsengens
aflukkede Rør; naar det er indtraadt, ophører Tilstrømningen, og
det Dynd, Vandet har ført med sig, bundfælder i det rolige Vand.
Dette Dynd tilstopper de smalle Kanaler paa Bunden, hvorigjennem
Vandet brød frem, og hvis nogle enkelte i Begyndelsen holde sig
aabne, blive de dog ogsaa forstoppede, naar Vandet strømmer fra
Søen tilbage i Floden; heri ligger intet Vidunderligt, naar man er
kjendt med den Magt, som ligger i heftige Strømninger, og véd,
hvilke Jordmasser der kan bortføres og afsættes af dem.
„I den tørre Tid klares Søens Vande, de sive ned gjennem
den yderst porøse Stenmasse, som ligner en Si eller Svamp, og