Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Mamuthhulen. 311 der dække visse Dele af Hulen. Lampernes Lys kunde ikke er- statte Solen“. Efter en kort Vandring naar man et vidt, højt Rum, kaldet Rotundaen; dens Højde beløber sig til 100, dens Grjennemsmt til 180 Fod., Forbi stejle Klipper naar man frem?til „Methodistkirken“, en Grotte paa 50 Fods Højde og 80 Fods Dybde; en vældig Klippe- blok er Prædikestolen, fra hvilken der virkelig af og til er blevet holdt Gudstjeneste. I en Klippevæg tæt her ved træffer Besøgeren paa den første Kilde, ligesom de andre her nede med klart, vel- smagende Vand. Bag nogle løse Klipper lyder det som. et gammelt Stueurs Tik-Tak med lige saa stor Regelmæssighed; det er Vand, som langsomt drypper ned. Dag ud og Dag ind, Aar ud og Aar ind har dette Ur efter Førerens Forsikring holdt nøjagtig samme Takt, „bedre end et Kronometer, Sir, bedre end et Kronometer«. Grjennem den „store Bue“ med en Spænding paa 60 Fod og en Højde af 50 Fod kommer man ind i en vidt strakt Hal med. mærkværdige Drypstensdannelser. En kæmpemæssig Klippeblok paa 40 Fods Længde, 22 Fods Højde og 10 Fods Bredde ligner en mægtig Kiste og har skaffet den Navnet „Kæmpens Sarkofag«; over Kisten staar i Loftet med fuldkommen Nøjagtighed Billedet af et Dyr, der ligesom lyttende bøjer sit Hoved nedad mod den. I Nærheden findes ogsaa hint „Mamuthdyr af Sten“, den Klippe- blok, som Hulen rimeligvis skylder sit Navn. Vejen bliver nu meget smal og lav, saa Besøgeren hist og her maa bukke sig, og man maa gaa én efter én. Efter at have passeret forskjellige Rum kommer man til et gabende Svælg paa 200 Fod, „det bundløse Hul“. „En Fakkel kastes ned, Flammerne suse med en underlig stærk Lyd, men brænde godt i den stille Luft. Mørke Klippesider, snart lodrette og glatte, snart kastende sig frem og tilbage i underlige Bøjninger, snart sønderrevne i de skarpeste Kanter, vise sig paa den Vej, Lyset gjennemfarer. Faklen bliver hængende paa en Afsats og viser i et Øjeblik en Nedgang til Underverdenens Riger, som ingen Digters Fantasi har malet ham mere fulde af imponerende Gru; mere udbrændt kommer Faklen atter ud af Ligevægt og forsvinder susende ned i et Dyb, hvor fra et fjærnt Gjenskin endnu spiller langt nede paa de sorte Sider, indtil det dybe Mørke atter lukker sig tæt og uigjennemtrængelig over Af- grunden. En Sten kastes ned, man hører den rulle og springe,