Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
312 Underjordiske Vandløb. Huler. længe; længe, standse en Tid og saa, ligesom kastet videre af usynlige Hænder der nede, atter rulle og standse og rulle“. En lille, smal Træbro med et Rækværk af sammenslaaede Lægter er spændt over en Kløft ved Afgrunden, og Vejen fører nu videre frem gjennem den trange, snoede Sti, „Fed Mands Plage“, til man naar „Stjærnekammeret“. „Man træder ind i en stor Hal; Føreren tager alle Lamperne og gaar noget bort med dem. „Se opad!“ hedder det da, og hvilken Overraskelse! Over os straaler Nattens Stjærnehimmel, og man har ligesom en velgjørende Følelse ved at kunne se op til Himlen i det Mindste ét Sted fra Jordens Dyb. Man glemmer, efter at have færdedes adskillige Timer i Mørket, at det endnu er fuldt Daglys oppe paa Jorden, og at hint Billede af Nattens Stjærnehimmel derfor kun kan være et gjøglende Bedrag; og saaledes er det ogsaa. Loftet er beklædt med et Lag af Jærn- og Manganforbindelser, paa hvilket sidder talrige Kry- staller, der glimte og skinne som Stjærner i det Lys, der kastes op paa dem. Føreren tager Lampeknippet op, forsvinder med det Hele bag Klipperne, og et underligt Gjøglespil af Lys og Skygge begynder. Klipperne kaste store, vexlende Skygger hen over Himmelloftet; det er som mørke Skyer, der samle sig over det og dække det mere og mere til, og endelig bliver Alt ganske mørkt. Det er en Nat i Natten. Og saa Stilheden, denne Stilhed, som man synes at kunne høre gjennem Blodets Susen i Ørene. Endelig bryder et svagt Lysskjær frem paa Himlen, Mørkets Skyer ere bristede paa en Kant, og Lyset bliver stærkere, Himlens Stjærner stige atter frem for os; det ser endnu ud, som om der er Skyer, og de drage hid og did, men endelig vige de ganske. Vi se atter hele Hvælvingen, og kort efter kommer Føreren dukkende frem fra den anden Ende af Hulen“. En Mils Vej længere frem, og Besøgeren staar ved den „døde Sø“, en Dam paa 15 Fods Dybde, 50 Fods Længde og 20 Jods Bredde. „Ganske stille staar dens Vandflade blandt de mørke Klipper, intet Spor af den letteste Krusning findes paa dens Over- flade, den ligger dér som et stort sort Spejl, der er kommet ud af Vane med at gjenspejle noget Lyst, og paa hvilket Skinnet fra vore Lamper falder dødt og glansløst. Det er et Landskab, der trodser enhver Beskrivelse, som her udstrækker sig ved denne Sø og denne Flod — den har faaet det betegnende Navn „Styx“ —,