Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
312
Underjordiske Vandløb. Huler.
længe; længe, standse en Tid og saa, ligesom kastet videre af
usynlige Hænder der nede, atter rulle og standse og rulle“.
En lille, smal Træbro med et Rækværk af sammenslaaede
Lægter er spændt over en Kløft ved Afgrunden, og Vejen fører nu
videre frem gjennem den trange, snoede Sti, „Fed Mands Plage“,
til man naar „Stjærnekammeret“. „Man træder ind i en stor Hal;
Føreren tager alle Lamperne og gaar noget bort med dem. „Se
opad!“ hedder det da, og hvilken Overraskelse! Over os straaler
Nattens Stjærnehimmel, og man har ligesom en velgjørende Følelse
ved at kunne se op til Himlen i det Mindste ét Sted fra Jordens
Dyb. Man glemmer, efter at have færdedes adskillige Timer i
Mørket, at det endnu er fuldt Daglys oppe paa Jorden, og at hint
Billede af Nattens Stjærnehimmel derfor kun kan være et gjøglende
Bedrag; og saaledes er det ogsaa. Loftet er beklædt med et Lag
af Jærn- og Manganforbindelser, paa hvilket sidder talrige Kry-
staller, der glimte og skinne som Stjærner i det Lys, der kastes
op paa dem. Føreren tager Lampeknippet op, forsvinder med det
Hele bag Klipperne, og et underligt Gjøglespil af Lys og Skygge
begynder. Klipperne kaste store, vexlende Skygger hen over
Himmelloftet; det er som mørke Skyer, der samle sig over det og
dække det mere og mere til, og endelig bliver Alt ganske mørkt.
Det er en Nat i Natten. Og saa Stilheden, denne Stilhed, som
man synes at kunne høre gjennem Blodets Susen i Ørene. Endelig
bryder et svagt Lysskjær frem paa Himlen, Mørkets Skyer ere
bristede paa en Kant, og Lyset bliver stærkere, Himlens Stjærner
stige atter frem for os; det ser endnu ud, som om der er Skyer,
og de drage hid og did, men endelig vige de ganske. Vi se atter
hele Hvælvingen, og kort efter kommer Føreren dukkende frem
fra den anden Ende af Hulen“.
En Mils Vej længere frem, og Besøgeren staar ved den „døde
Sø“, en Dam paa 15 Fods Dybde, 50 Fods Længde og 20 Jods
Bredde. „Ganske stille staar dens Vandflade blandt de mørke
Klipper, intet Spor af den letteste Krusning findes paa dens Over-
flade, den ligger dér som et stort sort Spejl, der er kommet ud af
Vane med at gjenspejle noget Lyst, og paa hvilket Skinnet fra
vore Lamper falder dødt og glansløst. Det er et Landskab, der
trodser enhver Beskrivelse, som her udstrækker sig ved denne Sø
og denne Flod — den har faaet det betegnende Navn „Styx“ —,