Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

314 Underjordiske Vandløb. Huler. medbragte Forfriskninger; i Hallen opbevares tillige et Forraad. af Olje for mulig indtrædende Tilfælde. Nu begynde de egentlige Drypstenshuler, som udstrække sig en halv Mils Vej. „Væggenes Beklædning bestaar af smaa, fint kornede Krystaller, og man maa derfor se lidt nøje til for ret at beundre deres Skjønhed. Mange Steder beklæde de Væggene helt og tindre som fin Sne i Lysets Straaler. I „ Snebolde-Hallen “ ere Væggene beklædte med Mærker ganske som dem, en Snebold sætter paa en Mur. Andre Steder danne Krystallerne skjønne Blomster og Rosetter, sammensatte af de fineste Blade og Traade. Vor Fører standsede med. sin sædvanlige Sikkerhed midt i Galleriet, tændte en af de smaa Oljepapirsfakler og holdt den op mod Loftet; dér hang over vore Hoveder „the last rose of the summer den skjønneste Blomst af dem alle, vidunderlig regelmæssig formet og, saa vidt vi kunde dømme, en halv Alen bred. Drypstens- gallerierne have det fælles Navn „Elindo Avenue", men enkelte Afsnit have særegne Navne, „Sneværelset“, „Clevelands Avenue“ og „Blomsterhaven"; i denne sidste findes den rigeste Mangfoldighed af skjønne Dannelser spredte paa Vægge og Loft; de funkle og skinne ved vore osende Lampers Lys; hvilket Syn vilde det ikke være, naar en rig Belysning kunde bryde sine Straaler paa disse hvide Skjønheder“. „Ved Enden af Drypstenshulerne kommer man til „Klippe- bjærgene, Rocky Mountains“, en af de interessanteste, men ganske vist ogsaa besværligste og farligste Dele af Hulen. Det er store Dynger af Blokke og mindre Sten, som virkelig danne en lille Bjærgkjæde — i alt Fald efter dansk Maalestok — inde i Hulen, thi de ere henved hundrede Fod høje; over dem skal man nu kravle videre ved det svage Lysskjær, vogtende sig for at glide ud eller træde, paa usikre Stene, som kunde sende En langt ned i ukjendte Huler og Afgrunde, der strække sig langs Klippebjærgenes Fod; her begynder nemlig en kløftlignende Dal, som aldrig har været betraadt, men er bleven døbt med Navnet „det afskyelige Hul««. Besøgeren er nu naaet frem til Hulens Ende, det vil sige til de hidtil undersøgte Dele. Man har naaet en smuk Grotte, hvis Loft og Vægge ere prydede med Krystaller og halvt gjennemsigtige Stalaktiter, vældige Drypstensklaser hænge her ned. over en af de