Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

394 Bjærgsøer. Søerne i Schweiz. Schweizersøerne; de antage altsaa, at Bræerne have uddybet dem. Dog denne hele Hypothese hviler i den Grad paa en urigtig Fore- stilling, at vi meget mere med Riitimeyer maa udtale den Anskuelse, åt Dannelsen af Dalene staar i Stampe, medens Bræerne dække Jordbunden. Undersøger man Alpedalene, finder man, at disse i mange Tilfælde 'afgjort ere ældre end Isbræerne; disse forefandt altsaa Dalene og frembragte dem ikke, og da under Isperioden Alpeblokkene bleve transporterede over til Jurabjærgene, laa de Søer, hen over hvilke Transporten gik, begravede under et mægtigt Isdække og bleve først atter til Søer ved Bræernes Tilbagevigning. Henvende vi nu vor Opmærksomhed paa Alpernes sydlige Skraaning og betragte de norditalienske Bjærgsøer, Lago Maggiore, Comosøen, Gardasøen samt de mindre Søflader i Nærheden, træffe vi her Dannelser af en hel anden Art. Disse smilende Landskaber, der under Italiens straalende Sol prange med en rig Plantevæxt, ere gamle Levninger af Isgærder (Moræner), og under deres nu- værende straalende Klædning skjule sig de kaotiske Grusmasser, som bleve førte her hid af Fortidens Isbræer; men dette Underlag af Rullestensblokke, Grus og Sand strækker sig ikke ud over den lombardiske Slette og hen til Apenninernes Fod, men har en skarp Grænse, uden for hvilken den lombardiske Slette breder sig med sin frugtbare Lerjord. Vi maa følgelig slutte, at der under den store Isperiode her fandtes en Hindring, som Ismasserne ikke kunde faa Bugt med. En slig Hindring frembød under Pliocæntiden det tidligere lombardiske Hav, som baade beskyllede Alpernes og Apenninernes Fod, og hvis Existens er bleven paavist af Desor og Stoppani. Paa denne Maade forklarer ogsaa Desor den mærk- værdige Fremtoning, som slaar enhver Iagttager, naar han kommer fra Milano og nærmer sig Isgærde-Landskabet nord for Monza; det breder sig nemlig som en Kystterrasse ud i det Fjærne baade mod Øst og Vest. Her var efter al Sandsynlighed Grænsen for det lombardiske Hav, den Gang Isbræerne vare i fuld Tilbagegang, og Isgærde-Landskabet alt var til i sit hele Omfang. De italienske Alpesøer vare engang smalle Fjorde fra det lombardiske Hav, hvad der fremgaar af deres store Dybde, idet deres Bund naar langt ned under Adriaterhavets Vandspejl. Da Bræerne trængte frem, fyldtes alle disse Søbækkener med Is, og der dannede sig Moræne- landskaber længere mod Syd. Desor tror fremdeles at maatte søge