Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

398 Sumpe og Moser. Lyngmoser indtage Fordybninger i skovløse Hedeegne, brede sig ogsaa over svagt skraanende Bakker eller opstaa paa selve Vandet. Naar en Skov ryddes, eller- Træerne styrte om af Ælde eller ved en Orkan, og Affaldet hemmer Regnvandets frie Løb, eller naar en Egn ellers af anden Grund, forsumpes, indfindei Hvid- mosset sig og danner tykke filtrede Puder, som efterhaanden aldeles standse Vandets Bevægelser og begrave de faldne Plantelevninger eller Rodstøddene. For neden gaa disse Mospuder efterhaanden over i Tørv, medens de voxe videre for oven, om Vinteren standser deres Væxt, om Foraaret tage de fat igjen og svulme saaledes efterhaanden op til Moser, som fra Begyndelsesstedet brede sig til Siderne hen over Bakkeskraaningerne, hvis Træer og øvrige Planter de dræbe og drage ind med i Tørvedannelsen. En saadan Lyng- mose er ældst og højest i Midten, hvor den er fugtigst. Naar Mosen har naaet en vis Højde, indfinde adskillige andre Planter sig paa den; Hviclmosset trives ikke ret mere, men afløses af andre Mosarter og af Lavarter, og Mosen er nu værd at skære. Lyng- familien, hvis stærke Udbredelse har givet Mosen dens Navn, er allerede tidlig kommen til og fortsætter nu Tørvedannelsen, og endelig tage ogsaa Træer som Birk og Fyr Sæde paa den. Til disse Lyngmoser høre de store Moser i det nordvestlige Tyskland og Holland. De dække Strækninger paa mange Kvadratmil i Ostfriesland, Oldenborg og Holland og frembyde et usigelig øde Skue, hvor ingen anden Forhøjning viser sig end de for Vinden svajende Siv og Kjærulden. Den største Del af Aaret ere disss Moser fuldstændig utilgængelige; kun den, som fra Barndommen er nøje fortrolig med Tuerne, de saakaldte „Biilten“, hvor man kan springe fra den ene til den anden, kan færdes her, enhvei anden staar Fare for at synke igjennem. Veje lade sig ikke an- lægge paa den gyngende Mosegrund, og kun i Frostvejr med Sne kunne tungere Kjørelæs komme frem. Her tindes ogsaa de „svøm- mende Øers“ Land; de langsomme, dorske Mosefloder som Vechte, Hunne og Hamme rive ofte Tørveflader paa hele Tønder Land løs og føre dem med alt, hvad der staar og voxer paa dem, lange Strækninger ud mod Havet, til Øerne atter støde paa en Hindring, og de atter voxe sammen med det faste, eller rettere det gyngende Land. Af de danske Lyngmoser ére Store Vildmose i Vendsyssel, en Mils Vej nord for Aalborg, og Lille Vildmose, paa Sydsiden