Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

402 Fastlandenes Dannelse. overvejende Antal Øer ere af kontinental Oprindelse. Mange Øflokke røbe alt deres naturlige Sammenhæng med det nærliggende Fastland ved de ringe Dybder i Havet, som omslutter dem. At t. Ex. de britiske Øer ere en løsreven Del af det evropæiske Fast- land, vil fremgaa ved den løseste Betragtning af et Søkort, som viser Formen af det Plateau, hvorpaa Øerne hæve sig, samt de omgivende Haves ringe Dybder, og denne Opfattelse bekræftes fuld- stændig ved den nyere Tids geologiske og palæontologiske Under- søgelser. Skjønt vi saaledes vel kunne se, at Fastlandet i overvejende Grad optræder i sammenhængende kompakte Masser, savne vi der- imod fuldstændig en sikker, videnskabelig Opfattelse af de Aarsager, som fremkaldte denne Hævning over Oceanets Bund. Saa meget synes dog at staa fast, at Dannelsen af Kontinenterne staar i inderlig Sammenhæng med Jordens Afkøling og Jordskorpens Dannelse. Herved henlægges imidlertid deres Oprindelse til en mythisk Tid, til en Periode, om hvilken vi kun vide, at den af- kølede Klode trak sig betydelig sammen. De herved fremkaldte Sænkninger og Hævninger bleve i deres Hovedtræk bestemmende for Fremtiden; herved droges Omridsene af Kontinenterne i al Alminctelighed, og paa disse aftegnede sig alle senere Folder og Bjærgdannelser. Herved ville vi vel ikke benægte, at der under Jordens umaaclelig lange Udviklingsperiode ikke skulde være fore- faldet cle mest storslaaede Forandringer baade i den horizontale og den vertikale Fordeling af Fastlandsmasserne; vi skulle kun betone, at alt i Jordens tidligste Periode dannedes cle kontinentale Masser i deres almindelige Skikkelse, omtrent som det fremtræder ved Modsætningen mellem den gamle Verdens sammentrængte Fastlandsmasser og det langstrakte Amerika. Vilde man imidlertid gaa videre og selv blot i de raaeste Træk overføre Fastlandenes nuværende Omrids og Former paa vor Klodes Ungdomstid, vilde man komme i Modsigelse med Geologiens sikreste Kjendsgjerninger; thi ikke alene beviser Forekomsten af Havdannelser over store Parter af de nuværende Fastlande, at Havet engang rullede sine Bølger, hvor vi nu træffe Sædemarker, men Geografen finder det endnu mere paafaldende, at vidtstrakte Lande øjensynlig ere sunkne ned under Havspejlet. Peschel antager saaledes, at Jordens Fast- lande siden den tertiære Periode have vundet i Omfang i tvende