Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Hævninger og Sænkninger. 403 Retninger, idet de have udvidet sig mod Vest og Nord, medens der syd og øst for det nuværende Fastland ligger lutter sunkne Dele. Her af fremgaar tillige, siger han, at Ødannelsen er rigest paa Kontinenternes Sydøstside. 2. Kysternes Hævninger og Sænkninger. De antydede Hævninger og Sænkninger af Fastlandsmasserne gik sikkert overordentlig langsomt for sig, og vi have en vigtig Støtte for denne Antagelse i den Kjendsgjerning, at Fastlandenes Omrids endnu den Dag i Dag ere langsomme Forandringer under- givne; vi se her aldeles bort fra de Forandringer, som foraarsages ved Bølgeslaget, og indskrænke os ene og alene til de virkelige Forandringer i Forholdet mellem det faste Land og Havets Vand- stand. De ældste med Sikkerhed paapegede Forandringer i denne Retning hidrøre fra Skandinavien; allerede Swedenborg var bleven opmærksom herpaa; men først i Aaret 1743, da Anders Celsius (t 1744) udgav sin berømte Afhandling om Vandets Formindskelse („Vattenminskningen“) i Østersøen, vandt Sagen en mere almindelig Interesse. Celsius udtalte som sin Overbevisning, at Østersøens Vandspejl jævnt synker, han støttede den paa en Række Iagt- tagelser fra den svenske Kyst, og han foranledigede, at der blev hugget Mærker i Klipperne paa forskjellige Steder af Sveriges østlige Kyster. Man kom imidlertid senere til den Overbevisning, at det ikke var Østersøen, som sank, men derimod Landet, der hævede sig. Allerede 1802 fremkom Skotlænderen Playfair med denne Opfattelse; den berømte tyske Geognost Le op. v. Bucli støttede sig til egne Iagttagelser og udtalte sig i samme Retning i sin. „Reise durch Norwegen und Lappland", 1810, og Lyell beregnede senere Hævningen til tre Fod i Aarhundredet. Gjentagne Eftermaalinger af Celsius’s Mærker have godtgjort, at Østersøens og den bottniske Bugts Vandspejl ogsaa nu staar lavere, end den Gang Mærkerne bleve indhuggede; men de have ogsaa godtgjort, at Afstandene mellem hine Mærker paa den gamle Vandstand og det nuværende Vandspejl ere meget forskjellige selv paa Steder, hvis Afstand ikke er synderlig stor, og at Hævningen dernæst i 26*