Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

 Sænkninger ved den frisiske Kyst. 409 hvorfor Stormfloderne, saaledes som vi have omtalt oven for, Side 147—150, her maa have en saa ødelæggende Virkning. Paa Halligerne bliver mangen Beboer ældie end sin Fødeplet. „Havet undergraver Klitterne og bortskærer Kysten“, skriver Forchhammer 1842, „Klit- sandet flyver ind i Landet, og hele Klitkjæden er i en bestandig Vandren. I Aaret 1757 blev Kirken i Landsbyen Rantum nedbrudt, fordi Klitkjæden havde naaet den. I Aaret 1791 eller 92 var hele Klitkjæden skreden hen over Ruinerne af Kirken, de laa nu fri for Sand ved. Strandbredden og bleve snart opslugte af Havet. Stedet, hvor de den Gang laa, er nu, ikkun 50 Aar senere, fjærnet 700 Fod fra Land, og Havet har dér en Dybde af 12 Fod. Den anden Kirke i Rantum er ogsaa allerede for længe siden forsvunden under Klitterne, og Ruinerne af den fordums Landsby med dens Brønde og Haver ligge paa Stranden og forsvinde den ene efter den anden. Det Samme er Tilfældet med Landsbyen Niblum, hvoraf de sidste Spor endnu ligge paa Stranden og sandsynligvis ville forsvinde i dette eller det næste Aar. Strandfogden i Rantum, en Mand paa 50 Aar, viste Forchhammer en Brønd, som havde hørt til hans Bedstefaders Hus, og hvoraf han for 45 Aar siden havde øst Vand; nu laa den ved Havbredden og vilde næppe være synlig om et Aar endnu“. Vende vi os nu fra Vesterhavets Kyster til Middelhavet, støde vi ogsaa her paa lignende Sænkningsfænomener. Zendrini og Man- fredi fandt i Aaret 1731 ved en Reparation af Domkirken i Ravenna 4^2 Fod under den daværende Stenbro Levninger af en ældre, som laa dybt under den højeste Vandstand. Donati fortæller om en Stenbro, der 1722 blev funden paa St. Markuspladsen i Venezia og laa 3V2 Fod under Adriaterhavets Vandspejl. Ved Udgrav- ninger paa Øen St. Georg i Lagunerne fandtes nedrammede Pæle og Levninger af en gammel Trappe flere Fod under Vandspejlet og ikke langt der fra Mursten med Fabrikantens Navn. Ruinerne af Serapistemplet ved Puzzuoli anføres hyppig som et Exempel paa en vexlende Hævning og Sænkning. Dette Tempel blev Aar 235 efter Kristus paa det prægtigste udsmykket af Kejser Alexander Severus; nu staa tre Søjler tilbage, som midtvejs ere gjennemhullede af en i Middelhavet almindelig Boremusling (Litho- domus). Da Templets Fodstykke nødvendigvis oprindelig maa have ligget over Havets Overflade, maa der altsaa senere være sket en