Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
450
Lavlande. — Heder. — Tundraer. — Stepper.
Atlanterhavet, ja gjennem de øde patagoniske Flader næsten naa
lige ned til Amerikas Sydspids. Størrelsen af disse sammen-
hængende Lavstrækninger er saa betydelig, at Palmeskove trives
imod Nord, medens den sydlige Del næsten naar ned til den
evige Is.
Medens vi saaledes i Amerika se Lavlandene strække sig i en
mægtig Bredde paa Østsiden af Verdensdelen og ud mod Atlanter-
havet, ligge den gamle Verdensdels Lavlande som brede Siett er
nord for Bjærglandene. Hvor disse Sletter ikke ere bevoxede med
Skove, men ligge hen som Heder eller Stepper, paatrænger sig.
os uvilkaarlig en Sammenligning med det ubegrænsede Verdenshav,
og særlig i den klare Nat, naar den glimrende Stjærnehimmel
højner sig over den mørke Flade, tror Vandringsmanden at have
den uendelige stille, mørke, ikke af noget Vindpust oprørte Hav-
flade rundt omkring sig. Og denne Sammenligning er rigtig i
mere end én Henseende; thi dér, hvor f. Ex. Vandringsmanden
møjsommelig arbejder sig frem gjennem den brandenburgske Sand-
slette, eller hvor Saltstepperne tabe sig i clet uendelige Fjærne,
dér brusede i fjærne Tider utvivlsomt Havet og efterlod Spor af
sin tidligere Existens i de mægtige sedimentære Lag.
Lavlandet afbrydes i Regelen af bølgeformige Høje og Land-
rygge, der undertiden brede sig som Flader af en lidt større Højde
og indeslutte talrige smaa Indsøer; men i det Enkelte er disse
Fladers Beskaffenhed og Udseende meget afvigende. Langs Bugten
ved Bizcaya brede „les Landes“ sig næsten som en Ørk, i Land-
skabet S o lo gu e (en Del af Orléanais) dækkes store Strækninger
af Hedeplanter, og ligeledes er „Campinen“, paa Grænsen mellem
Belgien og Holland, opfyldt af Sand- og Mosestrækninger. Gjennem
Frieslands Moselandskaber naa vi nu op til „Liineburgerhedeii“
hvis moseagtige og sanclige Jordbund kun pletvis i Nærheden af
Landsbyerne dækkes af smaa Ege- og Bøgeskove. Herfra brede
Hederne sig gjennem Midten af den jyske Halvø helt op til Vend-
syssel. Ogsaa Øst for Elben fortsættes den sandige Jordbund i
Brandenburg, dette Tysklands „Sandhus“, som det spotvis er blevet
kaldet; den øde Ensformighed brydes dog her ved en Rigdom af
Smaaøer og Floder med Skovpartier.
I Danmark kan man skjelne mellem Hedebakkerne med
kraftig Lyngvegetation og Levninger af Fortidens Skove og Hede-