Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

460 Ørkener. Ensformighed, og overordentlig ødelæggende for de gjennemdragende Kameler. Det er utvivlsomt, at betydelige Dele af Sahara ere dækkede af Sandmasser, der oprindelig stamme fra Strandklitter; men den for Tiden næsten almindelig herskende Opfattelse, at Ørkensandet ene og alene er et Produkt af Havet, er aldeles urigtig. En stor Del af Ørkensandet har en lokal Oprindelse og dannes endnu uaf- brudt som Følge af de bratte Temperaturvexlinger og med Vindens Medhjælp. Slige Midtpunkter for Sandets Udbredelse ere. ingen- lunde sjældne, og man finder det ad mekanisk Vej søndrede Grus i alle Overgange fra stenagtige Brudstykker til Flyvesand som det fineste Mel. I sin Rejse til Korclofan 1839 beskriver Th. v. Kotschy Bjærggruppen Arasch Kool, nord for Kartum, sex Mil vest for Nilen, og fortæller, at samme til Dels bestaar af rosenrød Porfyrgranit, og at hele Overfladen af Bjærgkløfterne og Skrænterne er dækket med større og mindre Blokke. „Ved Foden af den. nordvestlige Skraaning, benåd mod Sletten, er en Strækning dækket med groft Sand af hensmulret Porfyrgranit, hvor kim findes en sparsom Plantevæxt. Videre frem opdager man ude paa Sletten indtil en halv Mils Afstand spredte Klippestumper. Ved Kjædens Øst- og Sydside er Grunden ligeledes dækket med Grus af forvitret Porfyr- granit“. Da Barth paa sin Rejse til Bornu kom ned fra Hag- gaernes Højland, fandt han under flere Dagsrejser mod Sydøst den øde, nøgne Ørkenflade. „Jordbunden bestod mest af groft Grus, blandet med fint Granitsand. Overweg fandt en mørkeblaa, porfyr- agtig Stenmasse med store, hvide Feldspatkrystaller“. En halv Dagsrejse mod Sydvest findes talrige Sandhøje. „Graniten, som ligger faa Fod under Overfladen, afbrød paa flere Steder Sand- bunden og viste sig med et smukt, blaat Skjær“. Sandklitter og Granitrygge vexlede ogsaa videre frem flere Gange. „I det øde Landskab Ikadémmelrangh fremtræder Granitformationen i den mest fremskredne Forvitring og til Dels opløst til Grus“, medens der alle Steder rejser sig enlige Kegler, der hæve sig af Sandhavet som lige saa mange Øer. Disse Exempler lode sig let forøge, og de bevise, hvad allerede J. Picard antydede, at Saharas Sand dannes hist og her af den underliggende Sandsten, der bestaar af Kvartskorn, som er løst sammenkittet af Gips. Sandstenen i den nordvestlige Del af Sahara