Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Ørkendannelsen i Sahara. 461 bestaar. efter en Analyse af J. Picard, af 60 pCt. Kvartssand, 30 pCt. Gips og 10 pCt. kulsur Kalk. I et regnløst Bælte maa enhver Sandstens-Højslette, hvor stor en Udstrækning den end har, efter en tilstrækkelig lang Tids Forløb opløses i Flyvesand. Nu vide vi, at en stor Del, maaske den største Del af Saharas Under- grund bestaar af Sandsten. I den libyske Ørken fandt Rohlfs’s Expedition, at den nubiske Sandsten danner Underlaget; de sorte Bjærge ved Sokna skulde efter Deuhani være Basaltmasser, men. Vogel paaviste, at de bestaa af Sandsten, som er farvet sort af Jærn, og Højderne syd for Tripolis, Djebel Ghurian, bestaa lige- ledes af Kalk- og Sandsten. Den glødende, vandløse Hammada, Barth kom igjennem paa sin Rejse fra Tripolis til Fessan, og som falder brat ned mod Syd, hviler ligeledes paa mægtige Sandstens- lag, der paa nogle Steder har et Overlag af gipsblandet Ler, men de fleste Steder af Mergeljord, med en Skorpe • af Kalksten og Kisel. I Ahaggaernes Højland hæver Sandstenen sig til 4000 Fods Højde, og paa Højslettens øverste Flade kom Barth til en Dal. gom snoede sig i mæanderlignende Krumninger, begrænset af Klippemasser med mærkværdige, terrasseformige Sider. Overfladen af den vidunderlig kløftede og sønderrevne Sandsten antog overalt en Form som Piller og Søjler, og Overweg sammenlignede det hele vilde Billede med en Klippeskov. Ved Nedstigningen fra dette Højland udviklede sig et Billede af en i Sandhed vild, sønderreven Natur; mellem høje Kegler slyngede Vejen sig ned gjennem en malerisk, dybt indskaaren Kløft. Vejen fra Mursuk til Bilma gjennemskærer de sønderrevne Tiimmo- eller Varbjærge, som bestaa af en i Overfladen sværtet Sandsten; denne sorte Farve skyldes til Dels Vejrligets Indflydelse, til Dels Jærnet, som er iblandet Sandstenen; men til Dels bestaa Bjærgene virkelig af sorte Basaltklipper. Det Hele fremtræder som en eneste uhyre, af Regnen eller Vinden udhulet „Zeuge“. „Zeuge“ kaldes Bøjninger i Jordbunden, som fremkomme derved, at det løsere og blødere Terrain rundt omkring et haardere Parti føres bort af Vand og Vind. P. Mares har undersøgt Ørken- partiet i det sydvestlige Algérie, og ogsaa her optræder Sandstenen i stor Udstrækning. Man kan dér skjelne mellem fire Regioner. Først træffer man paa den bølgeformige Bjærgregion i Tell, derpaa