Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
474 Højsletter og Bjærgmasser. Modsætningen mellem Bjærgkjæder og Bjærgmasser; som et fortrinligt Exempel paa de første nævne vi Ural, paa de sidste Harzen. Bjærgkjæden fremtræder undertiden som en sand Klippe- mur, f. Ex. de amerikanske Cordillerer mod Stillehavssiden, under- tiden ere de næppe mærkelige for Iagttageren. Dette er t. Ex. Tilfældet med Ural, naar man bestiger Kjæden fra Perm; den evropæiske saa godt som den asiatiske Skraaning er saa jævn, at man i Steden for en Bjærgkjæde kun ser et med Granskove dækket Højdedrag for sig. De højeste Punkter i Bjærgene kaldes Toppe, de dybeste Dele Passer, og disse danne de naturlige Overgangspunkter; jo mere tilgængelige Passerne ere, og jo lavere de ligge, desto mere fremmes Samkvemmet paa begge Sider af en Bjærgmasse. Derfor ere Alperne de mest tilgængelige af alle Højbjærge; her have de mest bekvemme Passer omtrent den halve Højde af de omgivende Toppe, medens Passerne i Pyrenæerne og i de asiatiske og amerikanske Højbjærge ligge langt højere. De største Højder i Bjærgene staa ikke i direkte Forhold til Bjærgryggens Højde; men Bjærgkammens Højde staar i et nærmere Forhold til Passernes Mellemhøjde, saa man kan be- tragte denne sidste som Gjennemsnitshøjden af Bjærgkammen. Bjærgtoppenes Udseende og Form er overordentlig forskjellig og afhænger af Højden, Stenmassens Beskaffenhed, den nærmere Maade, hvorpaa de ere dannede, Bjærgenes Alder og de atmosfæriske Forhold i Omegnen. Alle disse Forhold virke i det enkelte saa ulige, at næsten hvert Bjærg har sit særlige Fysiognomi. Hvilken Forskjel i den ydre Form er der f. Ex. ikke fra Broekens (Bloks- bjærgs) jævntstigende Masse og Schneekoppes flade Klippekegle til de taarnlignencle Tinder i højre Tatra (Højkarpatherne), fra Thii- ringerwalds bølgefbrmige Kolier til Andesbjærgenes Tinder, som rage op over de nøgne, murlignende Klippevægge. Og herved er der endnu slet ikke Tale om de vulkanske Bjærge, som udgjøre en ganske særlig Klasse af Dannelser. Naar vi høre om Naale, Tinder, Pigge og Horn, maa vi ved Bjærgbeskrivelser just ikke tage slige Sammenligninger alt for ordrette*); men den, der f. Ex. aldrig *) Af de mange norske Benævnelser paa Bjærgtoppe betegner Kol, Nut, Hø, Axel og Naas mere eller mindre afrundede Toppe, Eg og Kamb skarpryggecle, Horn, Pig og Tind tilspidsede Toppe.