Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
498
Snelinjen. — Laviner. — Isbræer.
Gaardens Bygninger vare omstyrtede og knuste af den fremrykkende-
Ismasse, og det følgende Aar nærmede Bræen sig Nabogaarden og
skød ud over dens Ager og Eng, saa denne Gaard sank ned
til en Husmandsplads. Fremrykningen varede lige til Aar 1748;
men Aarene 1740—41 og 42 ere da ogsaa bekjendte under Navnet
„Grønaarene“, fordi Kornet ej blev modnet; siden denne Tid har
Bræen, som alt sagt, stadig trukket sig tilbage i Dalen. Af andre
mægtige Bræer i Norge skulle vi endnu nævne Folgefonnen,
der er 5 Kvadratmil stor (som Langeland) og ligger syd for Hard-
angerfjord, Store Børgefjældsbræ (i Kjolen),.der er 7 Kvadrat-
mil, Svartisen, der ligger i Nordlandsamt, paa Grænsen mellem
Salten og Helgeland, og næsten naar Justedalsbræen i .Størrelse
(15 Kvadratmil) samt Sejlandsbræen, paa Øen af samme Navn
(nær Hammerfest), den nordligste Isbræ i Evropa.
Mægtige Snemarker dække ogsaa store Dele af Islands Indre;
vi skulle kun nævne Vatnajøkul, der anslaas til en Størrelse af
150 Kvadratmil; hverken paa Island eller Norge skyde Bræerne ud
til Havet*) og give saaledes ikke Anledning til den Dannelse af
Isbjærge, som vi allerede have omtalt Side 113 og flg. Dette er
derimod Tilfældet med Bræerne paa Spitzbergen, Frans-Josefs Land,
de mange Øer nord for Amerikas Fastland og især med Grønland,
hvis hele umaadelige Indre**), som hæver sig til en Højde af 6000
Fod, er opfyldt af en mægtig Ismasse, Indlandsisen, der paa
Afstand ser ud som en jævn Slette, men naar man vandrer over
den, viser sig at være furet af store Revner, og hist og her rage
de underliggende Granitmasser, de saakaldte Nunatakker, frem
af Ismarken. Dette nøjere Kjendskab til Grønlands Indre skyldes
væsentlig de uforfærdede danske Forskere J. D. A. Jensen, A
Kornerup og Groth, som i Aaret 1878 trængte 10 Mil frem paa
Indlandsisen***). Den største grønlandske Bræ er den tidligere
nævnte Humboldtsbræ, som dér, hvor den skyder ud til Smithsund,
har en Bredde af 13 Mil og en Højde af 300 Fod over Havet; men.
de fleste Isbjærge komme dog fra de fem Fjorde i det nordlige
Inspektorat.
*) I Jøkelfjældene ved Kvænangerfjord under 70° n. Br. skyder Bræen,
dog et enkelt Sted ned til Havet og „kalver“ som i Grønland.
**) Øen Grønlands Flademaal ansættes til mindst 30 000 Kvadratmil.
***)Se Geogr. Tidsskr. III, 100—107.