Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
498 Snelinjen. — Laviner. — Isbræer. Gaardens Bygninger vare omstyrtede og knuste af den fremrykkende- Ismasse, og det følgende Aar nærmede Bræen sig Nabogaarden og skød ud over dens Ager og Eng, saa denne Gaard sank ned til en Husmandsplads. Fremrykningen varede lige til Aar 1748; men Aarene 1740—41 og 42 ere da ogsaa bekjendte under Navnet „Grønaarene“, fordi Kornet ej blev modnet; siden denne Tid har Bræen, som alt sagt, stadig trukket sig tilbage i Dalen. Af andre mægtige Bræer i Norge skulle vi endnu nævne Folgefonnen, der er 5 Kvadratmil stor (som Langeland) og ligger syd for Hard- angerfjord, Store Børgefjældsbræ (i Kjolen),.der er 7 Kvadrat- mil, Svartisen, der ligger i Nordlandsamt, paa Grænsen mellem Salten og Helgeland, og næsten naar Justedalsbræen i .Størrelse (15 Kvadratmil) samt Sejlandsbræen, paa Øen af samme Navn (nær Hammerfest), den nordligste Isbræ i Evropa. Mægtige Snemarker dække ogsaa store Dele af Islands Indre; vi skulle kun nævne Vatnajøkul, der anslaas til en Størrelse af 150 Kvadratmil; hverken paa Island eller Norge skyde Bræerne ud til Havet*) og give saaledes ikke Anledning til den Dannelse af Isbjærge, som vi allerede have omtalt Side 113 og flg. Dette er derimod Tilfældet med Bræerne paa Spitzbergen, Frans-Josefs Land, de mange Øer nord for Amerikas Fastland og især med Grønland, hvis hele umaadelige Indre**), som hæver sig til en Højde af 6000 Fod, er opfyldt af en mægtig Ismasse, Indlandsisen, der paa Afstand ser ud som en jævn Slette, men naar man vandrer over den, viser sig at være furet af store Revner, og hist og her rage de underliggende Granitmasser, de saakaldte Nunatakker, frem af Ismarken. Dette nøjere Kjendskab til Grønlands Indre skyldes væsentlig de uforfærdede danske Forskere J. D. A. Jensen, A Kornerup og Groth, som i Aaret 1878 trængte 10 Mil frem paa Indlandsisen***). Den største grønlandske Bræ er den tidligere nævnte Humboldtsbræ, som dér, hvor den skyder ud til Smithsund, har en Bredde af 13 Mil og en Højde af 300 Fod over Havet; men. de fleste Isbjærge komme dog fra de fem Fjorde i det nordlige Inspektorat. *) I Jøkelfjældene ved Kvænangerfjord under 70° n. Br. skyder Bræen, dog et enkelt Sted ned til Havet og „kalver“ som i Grønland. **) Øen Grønlands Flademaal ansættes til mindst 30 000 Kvadratmil. ***)Se Geogr. Tidsskr. III, 100—107.