Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

522 Jordskjælv. var nærmere ved Landet end ved Øen, begyndte vi alle tre at løbe op mod Højen; den sidste af os, der var omtrent en halv Snes Skridt bag ud, var nær kommen for sildig; thi han blev indhentet af Vandet og slynget bort, og medens han tumlede frem mellem Ruinerne af Husene, som ramlede ned til Højre og Venstre for ham og kvæstede ham paa flere Steder, blev han paa ny greben og slynget bort. „Da Vandet endelig var kommet i Ro igjen, blev han liggende paa det Tørre uden at vide, hvorledes han var sluppen. Jeg troede en Tid lang, at jeg var den eneste af os tre, som ret havde fattet Faren, den Gang jeg opfordrede de to andre til at lukke Dørene og ile op paa Højen; og dog, da jeg var løben et lille Stykke frem, blev jeg staaende for at se Virkningen af Bølgen, noget jeg sikkert ikke vilde have gjort, hvis jeg havde haft nogen Anelse om dens Magt; heraf kommer det, at jeg saa levende mindes det Øjeblik, da Bølgen naaede Land, at Synet deraf stadig svæver for mine Øjne. Bølgen, der var sort af det Sand og Dynd, den allerede havde oprodet, kunde vel omtrent være 30 Fod høj; den naaede op til Balkonen paa Huset, medens Vand og Skum yderligere sprøjtede op over samme. Hvis jeg blot et Øjeblik havde næret det Haab, at Husene vilde være i Stand til at modstaa V andets Fremstormen, blev jeg snart reven ud af denne Vildfarelse. Under den forfærdeligste Larm af de sammenstyrtende Huse forsvandt hele Gaden de la Pantilla i et og samme korte Øjeblik, og Havet mistede saa lidt sin Heftighed, at det fejede de følgende Bygninger bort med samme Letlied, skjønt det allerede du maatte vælte hele Bjærge af Træ og Rudera foran sig, indtil Bølgen dog tabte i Højde og derved ogsaa i Kraft, og Terrainet hævede sig. Da jeg med Møje var naaet omtrent 200 Skridt fremad, saae jeg paa venstre Haand, langs med hele Gadesiden af La Pantilla, hvorledes Havet havde vasket Bredden bar og nu væltede foran sig de uformelige Ruiner af de talrige Huse, som havde staaet der, medens det stadig og uafbrudt rykkede videre. Med Kræfterne svigtede nu ogsaa Modet mig; med Havet i Hælene, medens det nu ogsaa vældede frem fra Siden, gav jeg fortabt og blev staaende. Dog det lod mig i Live, og da jeg saae tilbage, havde det naaet sin naturlige Vandstand og trak sig tilbage til sit tidligere Leje, medens det kun havde været et Par Skridt fra mig.“